Xander: -Jeg har rystet det hårde af mig

søndag d. 19. november 2017 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus
2017111208573125_org
Xander har rystet det hårde af sig og har haft et fantastisk 2017. Foto: Scanpix/Nils Meilvang

2017 har været et godt år for sangeren, der med sine syv år i branchen nu har lært at nyde at være der.

En pause væk fra rampelyset var, hvad der skulle til, for at sangeren og musikeren Xander endelig knækkede koden til, hvordan man balancerer livet i en branche, hvor mange har en mening om en.

Xander om Suspekt: -Vi er som brødre

– Jeg har lært nu, at man sagtens kan nyde det, og at det hele ikke behøver at være så hårdt, siger Xander.

Gennembrud i 2010

Efter at være brudt igennem i 2010, kom han på alles læber.

Det kan både være godt og ondt, opdagede han.

– Jeg har været i musikbranchen i syv år, siden “Det burde ikk’ være sådan her” kom ud, men jeg føler, at jeg har været i den hele mit liv på grund af min familie og min mor (Anne Linnet, red.). Og det kan sgu godt være lidt hårdt, specielt hvis man ind i mellem træder lidt forkert, som vi jo alle sammen kommer til, siger han og uddyber:

– Det kan være hårdt, fordi der står en masse aviser og blade, der gerne vil have nogle klik og nogle views, og folk råber meget højt, men har måske ikke selv så meget på spil.

– Men det har man som kunstner, i hvert fald hvis man laver den slags musik, som jeg laver, og som min mor laver. Så derfor kan det godt være en hård branche følelsesmæssigt, siger han.

Større gejst end nogensinde

Efter at have trukket stikket i et par år, vendte Xander i 2017 tilbage til hitlisterne.

Det er sket med en større gejst end nogensinde før, forklarer han.

– I år har jeg på en eller anden måde formået, synes jeg, at ryste det hårde af mig og nyde det, og det er virkelig vigtigt at kunne. Vi er jo alle sammen bare i live og skal være så glade som muligt, siger han og uddyber, hvorfor han tror, det er lykkedes for ham at komme igen med et endnu større drive.

– Jeg tror, det har hjulpet, at jeg fik en pause og blev lidt ældre, og at jeg fik lidt tid og overskud til at kigge mig selv i spejlet. Og så tror jeg, det allervigtigste er, at jeg har nogle gode folk omkring mig. En god familie og gode venner, siger han.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu