Hårdt ramt af corona

Silkeborg har registreret ni coronasmittede personer, men skal alligevel i kamp mod Vendsyssel søndag.

Udgivet Opdateret

1.-divisionsklubben Silkeborg IF er hårdt ramt af coronavirus.

I alt er ni personer registreret som smittede, heriblandt syv spillere og cheftræner Kent Nielsen. Mens de isolerer sig i deres respektive hjem, skal resten af holdet i kamp søndag eftermiddag mod Vendsyssel FF.

Det studser Vendsyssel-træner Lasse Stensgaard over.

– Som sådan føler vi os ikke utrygge, men jeg synes, at det er ser lidt mærkeligt ud, når man ser på det i forhold til resten af samfundet, hvor der er mange, der må arbejde hjemmefra og så videre, siger han til Nordjyske.

– Men vores team manager har talt med Divisionsforeningen, som siger, at der ikke er nogen evidens for, at der kan smittes under kampene, og de er overbevist om, at deres protokoller er tilstrækkelige. Så det tager vi til efterretning.

Lørdag kom det frem, at midtbanespilleren Stefán Teitur Thórdarson, reservemålmand Stan van Bladeren og holdleder Kasper Jensen er smittede.

I forvejen var Kent Nielsen samt spillerne Rasmus Carstensen, Sebastian Jørgensen, Svenn Crone, Pelle Mattsson og Jeppe Gertsen blevet ramt af det smitsomme virus.

Før søndagens opgør ligger Silkeborg nummer fem i Danmarks næstbedste fodboldrække med 18 point for ni kampe. Vendsyssel er på niendepladsen med otte point.

Opgøret på Jysk Park fløjtes i gang klokken 15.

Powered by Labrador CMS