Web-tv: Seks nye fly giver mere benplads til danske flygæster

Udgivet Opdateret


Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, har netop modtaget det første A321-fly med en helt ny kabineindretning, der bl.a. giver alle passagerer cirka fire centimeter ekstra benplads. Renoveringen af flyet har kostet cirka 8 millioner kroner.

Spies-gæster fra København har i de seneste uger prøvefløjet flyet, der indretningsmæssigt er identisk med seks helt nye A321-fly, som leveres til det danske flyselskab fra slutningen af oktober og frem til februar næste år. De nye fly skal flyve fra hele Norden.

– Ikke overraskende har den ekstra benplads vakt glæde hos gæsterne. Det har skabt mere ro i kabinen, at de ”højeste” gæster ikke nødvendigvis behøver at rejse sig for at strække benene. Siddekomforten i de nye stole blev af en gæst betegnet som ”bedre end hjemme i min egen sofa, fortæller kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Hvert af de kommende seks nye fly har en ”vejledende udsalgspris” på omkring 600 millioner kroner og får plads til 212 passagerer. De produceres på Airbus’ fabrik nær Hamborg, og vingerne udstyres med sharklets (vingetipper), der sparer fire procent brændstof.

Ud over de seks nye fly har det danske flyselskab til den kommende vinter indlejet et nyt A321-fly fra sit søsterselskab i England. Det indsættes i trafik fra det nordlige Sverige og Finland til De Kanariske Øer.

Også Thomas Cook Airlines’ fem A330-fly, der bl.a. flyver oversøisk for Spies, vil i løbet af den kommende vinter blive nyindrettet med nye stole og entertainmentsystem.

Spies vil hver tirsdag – første gang den 16. december – benytte det nyrenoverede fly til Phuket i Thailand. Fremover vil hver gæst få en ni tommers videomonitor i stoleryggen foran sig.

Powered by Labrador CMS