Elsket musiker er nået forbi pensionsalderen

Med et pladesalg på mere end 2,5 millioner album er dagens fødselar en af dansk musiks helt store ikoner. Sebastian har fødselsdag i dag - han runder de 68 år.

Udgivet Opdateret

Navnet Knud Torben Grabow Christensen siger måske ikke det helt store.

Men det gør nok “kælenavnet” Sebastian derimod. Og Sebastian har fødselsdag i dag.

Den danske sanger, sangskriver, komponist og musiker er født den 19. december 1949 i Sønderborg.

Dermed runder han i dag 68 år og må siges at være nået forbi pensionsalderen.

Fra engelsk til dansk

Han indledte sin musikalske karriere i slutningen af 1960’erne, hvor han rejste rundt med “Sommerferiebussen”.

Her sang han sange i en duo, der hed “Night And Day”. I begyndelsen lænede han sig meget op ad den skotske singer/songwriter Donovan – men danskerne ville gerne have sange på dansk.

“Den Store Flugt” fra 1972 blev også det store gennembrud for Sebastian – her blev flere klassikere født.

De mest ikoniske fra den udgivelse er “Når Lyset Bryder Frem” og “Hvis Du Tror Du Er Noget”.

Uendelig række af perler

Dagens fødselar har siden leveret en nærmest uendelig lang række af perler, som enten er serveret solo – eller typisk sammen med kvindelige sangerinder.

Mest kendt er Sebastians samarbejde med Lis Sørensen, der blandt andet har resulteret i “Fuld Af Nattens Stjerner” og ikke mindst “Stille Før Storm”.

Men også nummeret “Vårvise”, som byder på en smuk duet med norske Sissel Kyrkjebø, er en ener inden for dansk – og norsk – musik.

Fra “Pippi” til “Hodja”

Sebastian har siden 1971 solgt mere end 2,5 millioner plader – og har komponeret en lang række af succesfulde musicals.

Blandt andet “Skatteøen”, “Ronja Røverdatter” og “Pippi”. Han har i sin tæt på 50 år lange karriere giver langt over 1500 koncerter.

Senest var Sebastian i 2015 med i TV 2’s “Toppen Af Poppen”, hvilket atter sendte hans popularitet i opadgående retning.

Andre velkendte hits fra fødselarens hånd er “Måske Ku’ Vi” (1976), “Du Er Ikke Alene” (1978) fra filmen af samme navn, “Romeo” (1981) og børnesangen “Hodja fra Pjort” (1984).

Kilde: Wikipedia.org/www.sebastianfan.dk

Powered by Labrador CMS