Wozniackis forlovede stopper karrieren

David Lee, der har spillet over 800 kampe i NBA, annoncerede søndag sin pension på Instagram.

David Lee får nu rigelig mulighed for at følge Caroline Wozniacki rundt på ATP-touren. Søndag annoncerede han sin pension som professional basketball-spiller. Foto: EDGAR SU/Scanpix
Udgivet Opdateret

David Lee, der er forlovet med den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, indstiller sin karriere i verdens bedste basketball-liga, NBA.

Lee, der i 2015 var med til at føre Golden State Warriors til mesterskabet, annoncerede søndag sin pension på det sociale medie Instagram.

David Lee har i gennemsnit scoret 13,5 point og lavet 8,8 rebounds i sine 829 kampe i NBA. Han har spillet i både New York Knicks, Golden State Warriors, Dallas Mavericks og San Antonio Spurs.

Det var en episk aften

– En episk aften, hvor jeg har fejret min pension med mine venner og familie, skriver David Lee under et gruppefoto på Instagram.

– Tak til dig, min fantastiske forlovede Caroline Wozniacki, for at planlægge overraskelsen, tilføjer han.

Caroline Wozniacki, der tidligere har toppet verdensranglisten i tennis, har tidligere været forlovet med den nordirske golfspiller Rory McIlroy.

Den firedobbelte majorvinder brød dog forholdet i 2014, da McIlroy sagde, at han “ikke var klar til alt det, ægteskabet indebærer”.

Offentliggjorde forlovelse i november

I februar annoncerede Wozniacki, at hun var i et forhold med David Lee, og de to offentliggjorde deres forlovelse tidligere i november.

David Lee blev i 2005 valgt af New York Knicks i første runde af draften, hvor NBA-holdene vælger de bedste spillere fra collegerækkerne.

Han tilbragte fem sæsoner i klubben og blev i 2010 valgt til All-Star-holdet – årets hold i NBA.

Har kæmpet med mange skader

Han blev siden sendt til Golden State Warriors, hvor han også tilbragte fem sæsoner.

David Lee kæmpede med skader i sin sidste sæson i klubben og blev erstattet af Draymond Green i Golden States mesterskabssæson i 2015.

David Lee blev derefter sendt til Boston Celtics forud for 2015-16-sæsonen, men rejste hurtigt videre til Dallas.

Efter at han blev fravalgt til truppen i Dallas, skrev han kontrakt med San Antonio Spurs, hvor han nåede at spille 79 kampe.

Han har været kontraktløs siden afslutningen af sidste sæson.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS