- Tror ikke, det bliver nemt
Lørdag aften skal ’Vild med dans’ - vinderen i ringen mod en tysker i Musikteatret Albertslund
Sarah Mahfoud måtte indkassere et sviende nederlag, da hun sidste efterår stillede op mod verdensstjernen Amanda Serrano fra Puerto Rico i Manchester.
Men det har ikke afskrækket hende fra at stille op igen.
Lørdag aften går hun i ringen for at møde den tyske fjervægtsbokser Lara Ochmann, 23, ved et Danish Fight-stævne arrangeret af hendes manager, Bettina Palle, i Musikteatret Albertslund.
Det fortalte Sarah Mahfoud om til Kendte.dk ved premieren på Creed III i CinemaxX København.
Det sidste nederlag
- Jeg har trænet hårdt for at komme tilbage på VM-tronen specielt efter det sidste nederlag, sagde den 33-årige ’Vild med Dans’-vinder fra 2016.
Bokseren har måttet foretage nogle ændringer i sit liv for at komme i topform.
- Arbejdet som sygeplejerske er sat på pause, for at jeg kan gå fuldt ind på boksningen, fortalte Sarah, der svarede ja til, at hun har en kæreste uden dog at ville gå yderligere i detaljer.
Høj med lang rækkevidde
Hun ville hellere snakke boksning.
- Tror ikke, det bliver nemt, men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at vinde, siger Sarah Mahfoud, hvis modstander beskrives med en god rekordliste, og så er hun høj med lang rækkevidde.
Boksestævnet med Sarah Mahfoud kan i øvrigt ses gratis på Pluto TV lørdag aften fra kl. 20.45.