Revolutionerede dansk rock

Anders Koppel har med Savage Rose været med til at revolutionere dansk rockmusik i de sene 60'ere. Søndag den 17. juli fylder han 75 år

Udgivet Opdateret

I mere end 50 år har han sat sit præg på både den danske og internationale musikscene ved at blande genrer og følge sine rytmiske impulser.

Søndag den 17. juli fylder Anders Koppel 75 år.

Han slog allerede sit navn fast i musikbranchen, da han som ung dannede gruppen Savage Rose sammen med sin bror, Thomas Koppel.

Gruppen blev et af de mest indflydelsesrige rockorkestre i danmarkshistorien, fordi de formåede at eksperimentere og blande både klassisk musik, jazz og beat.

Folk spidsede ører

- Vi blandede kortene på en helt ny måde, og det var aldrig hørt før på den måde. Og det gjorde jo selvfølgelig, at folk spidsede ører, siger han.

Allerede i 1974 forlod han gruppen for at udforske nye territorier inden for musikken sammen med gruppen Bazaar, som han dannede i 1974.

Også her eksperimenterede Anders Koppel og bandet med musikgenrer og blandede alt fra cubansk salsa til tyrkisk musik.

- Vi spillede sammen i 37 år, så det har spillet en stor rolle i mit liv, fortæller han.

De gode musikgener har Anders Koppel ingenlunde fra fremmede.

Laver musik med sønnen

Hans far, Herman D. Koppel, var komponist og pianist, og hjemmet emmede i den grad af musik.

Nærmest fra barnsben spillede de to sammen, hvor faren skrev stykker, som Anders Koppel derefter opførte.

Det er noget, han har taget med videre til sine egne børn, hvor den ene er sangerinden Marie Carmen Koppel og den anden saxofonisten Benjamin Koppel. Det tredje barn, Sara, er tegnefilmsanimator.

Anders Koppel har et langvarigt samarbejde med sin søn, Benjamin Koppel. De to har skrevet og opført adskillige koncerter sammen - og det gør de fortsat.

En naturlig ting

- Vi har hele tiden nogle ting i gang, og det er selvfølgelig en fantastisk ting og en stor lykke.

- Mange siger "det må du være utrolig glad for". Og det er jeg også. Men det er samtidig en meget naturlig ting for os begge, siger han.

Anders Koppel har også skrevet musik til en række film, skuespil, tv-spil, balletter, musicals, reklamer og hørespil samt en række værker for forskellige klassiske besætninger.

De 75 år markeres med flere musikalske fejringer, hvor Anders Koppel blandt andet skal opføre sit store værk "Mulberry Street Symphony" med sønnen, Benjamin.

Anders Koppel er på 53. år gift med skuespillerinden og teaterinstruktøren Ulla Koppel.

Anders Koppel har siden barnsben spillet musik med sin far. Den tradition har han givet videre til sine egne børn. (Arkivfoto).
Anders Koppel har siden barnsben spillet musik med sin far. Den tradition har han givet videre til sine egne børn. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS