ABBA raser over misbrug
De fire svenske ikoner kræver, at deres musik omgående tages af programmet
Den svenske supergruppe ABBA slutter sig nu til koret af internationale stjerne, der føler sig misbrugt i Donald Trumps kamp for at genvinde præsidentposten i USA.
Det afslører gruppens pladeselskab Universal Music overfor Svenska Dagbladet.
Har ikke givet tilladelse
- Vi har sammen med medlemmerne af ABBA konstateret, at der bliver vist videoer, som indeholder ABBA's musik ved Trump-arrangementer, og vi har krævet, at det stopper omgående, oplyser Universa Music til det svenske medie.
Det fremgår også, at hverken pladeselskabet eller ABBA-medlemmerne har givet tilladelse til, at Trump-kampagnen benytter musikken.
Bragede ud gennem højttalerne
Svenska Dagbladet skriver desuden at mediet selv var til stede ved et Trump-valgmøde i i St Cloud i Minnesota i juli, og her drønede blandt andet ABBA-storhittet 'The Winner Takes It All' ud af højttalerne.
Der blev desuden vist videoklip, hvor ABBA-medlemmer og numrene 'Money, Money, Money' samt 'Dancing Queen' indgik.
Langt fra de første
ABBA er langt fra de første mega-stjerner, der føler sig misbrugt af Trump, og som har forlangt det stoppet.
Tidligere er det også gået ud over blandt andre Céline Dion, Bruce Springsteen, Neil Young og Rihanna, skriver Svenska Dagbladet.