Bekræftet: Christian har vagten
Kronprinsen tager over som regent mens kongeparret er til OL i Frankrig
Kong Frederik og dronning Mary er nu rejst til Paris, hvor de i dag først deltager ved åbningen af VisitDenmark tiltaget 'Den danske Pavlion' og senere skal til officiel middag på Carrousel du Louvre.
Og, hvor de fredag vil være til stede under den officielle åbning af OL 2024.
Kronprinsen træder til
Nu fremgår det så af Kongehusets officielle kalender, at kronprins Christian træder til som Danmarks regent, mens kongeparret er bortrejst.
Foreløbig fra i dag og frem til og med lørdag.
Om det så betyder, at Frederik er tilbage allerede søndag eller Christian vil få 'vagten' forlænget - eller en anden eventuelt træder til - skal være usagt.
Har rollen i frisk erindring
Det er dog en kendsgerning, at Kongehuset tidligere har meldt ud, at kongeparret under OL vil være til stede ved udvalgte konkurrencer og bakke op om de danske atleter.
Rollen som regent har Christian i øvrigt i frisk erindring.
Han fungerede nemlig også i den fra lørdag i sidste uge til tirsdag i denne, hvor kongeparret var på en privat rejse i udlandet.