De bliver i Danmark
Prins Joachim og prinsesse Marie rejser først hjem til Washington efter nytår
Prins Joachim og prinsesse Marie samt deres to fælles børn, grev Henrik og komtesse Athena, skal i år holde jul på Marselisborg Slot i Aarhus sammen med dronningen og kronprinsfamilien.
Og de har ikke planer om at rejse tilbage til Washington, USA, hvor de bor, på denne side af nytår.
Det fremgår af kongehusets officielle kalender, som netop er blevet opdateret.
Med ved nytårskuren
Her kan man nemlig se, at Joachim og Marie er en del af selskabet, når dronning Margrethe mandag den 1. januar klokken 20 afholder nytårskur for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet i Christian VII's Palæ på Amalienborg.
De kommer også
Og de er ikke de eneste fra den kongelige familie, der vil være på plads denne aften.
Også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt prinsesse Benedikte gør dronningen selskab ved den traditionelle begivenhed.