Der er intet sluppet ud fra Kongehuset

Kronprinsen befinder sig lige nu på et ukendt sted i det østlige Afrika

Offentliggjort

Onsdag tog kronprins Christian hul på et ophold i det østlige Afrika, der varer frem til december.

Her skal kronprinsen indgå i den daglige drift af to farme.

Og mere information om hans udlandseventyr har kongehuset ikke ønsket at give.

Har sine årsager

Det har sine årsager, vurderer Thomas Larsen, der er forfatter til flere bøger om det danske kongehus.

- Det handler grundlæggende om, at kongefamilien har en stor interesse i at beskytte et ungt menneske, som kun lige at kommet ud af gymnasiet, siger Thomas Larsen.

Beslutningen bygger naturligvis også på et spørgsmål om sikkerhed, mener kongehuseksperten.

I høj grad på grund af pressen

Men den bunder i lige så høj grad i, at man ønsker at mindske opmærksomheden fra pressen, der nemt kan komme i besiddelse af videoer og billeder af kronprinsen.

- Kongefamilien og kronprins Christian selv har på den hårde måde lært, at når han bevæger sig rundt i landskabet, så er der ikke langt til, at andre kan filme ham med mobiltelefoner. Det kan hurtigt komme videre til pressen, siger Thomas Larsen.

- Kongefamilien og kronprins Christian selv har på den hårde måde lært, at når han bevæger sig rundt i landskabet, så er der ikke langt til, at andre kan filme ham med mobiltelefonerne, siger kongehusekspert Thomas Larsen. (Arkivfoto).

De er mere nøgne

På den måde tilhører kronprinsen en ny generation af kongelige børn og unge, som er anderledes eksponeret end deres forgængere, konstaterer Thomas Larsen.

- Man kan sige, at de er mere nøgne end deres forældre og bedsteforældre, når de er uden for slottets mure. Teknologien er et helt nyt og anderledes vilkår for kronprinsens generation.

Fortsætter lang tradition

Kronprins Christian blev student fra Ordrup Gymnasium nord for København i juni.

Nu går turen til det østlige Afrika, og på den måde fortsætter kronprinsen en lang tradition i det danske kongehus.

Tronfølgere har gennem tiden været på længerevarende ophold i deres ungdom for at udvikle sig og opleve verden uden for Danmarks grænser.

Frederik var i Mongoliet

Kong Frederik deltog i 1986 i en ekspedition til Mongoliet med fokus på nomaderne og arbejdede i 1989 et år på en vinfarm i Californien.

Også dronning Margrethe foretog i 1960'erne større rejser til Østen og Sydamerika.

- De skal uden for landets grænser for at finde ud af, hvordan verden ser ud væk fra Danmark. Det er en skoling og en form for uddannelse, som tronfølgerne skal have, siger Thomas Larsen.

Powered by Labrador CMS