Fælder hård dom over kong Harald
Det startede længe inden Marius-voldssagerne
For hele 44,7 procent af nordmændene har straffesagerne mod kronprinsesse Mette-Marits 27-årige søn, Marius Borg Høiby, medført svækket tillid til det norske kongehus.
Det viser en ny undersøgelse analysevirksomheden Infact har lavet for Dagbladet.
Det er alvorligt
Og det er ifølge historiker, forfatter og kongehusekspert Trond Norén Isaksen alvorligt for kongehuset.
- De lever af folkets nåde og er helt afhængig af tillid, siger han til Dagbladet.
Undersøgelsen overrasker ikke eksperten, som mener, kongehusets håndtering af Marius-sagen kan have betydning for udviklingen.
Svær situation uanset hvad
- Tilgangen til sagen har i høj grad været at sidde stille i båden, og spørgsmålet er, om det havde været klogt at være lidt mere offensiv. Men det er en svær situation, og uanset hvad de gør, er det aldrig helt rigtigt, forklarer han.
Trond Norén Isaksen nævner også, at tendensen med faldende støtte til kongehuset blandt nordmændene rent faktisk startede længe inden sagerne mod Marius Borg Høiby så dagens lys.