Farvel: Endegyldigt slut for prinsen

Kong Charles smækker pengekassen i

Offentliggjort

Det er slut med økonomisk støtte fra Charles til skandaleramte prins Andrew.

Kongen har ganske enkelt smækket pengekassen i.

Det påstår i hvert fald den anerkendte royale forfatter Robert Hardman ifølge BBC i en revideret udgave af sin bog 'Charles III: New King. New Court. The Inside Story', der netop er udkommet.

Må vinke farvel til millioner

I bogen skriver Robert Hardman, at kongen ikke længere vil finansiere sin brors tilværelse.

Det betyder i praksis, at prins Andrew må vinke farvel til en million engelske pund - det svarer til knap ni millioner danske kroner - årligt fra kong Charles.

Samtidig vil kongen heller ikke længere betale for broderens sikkerhed.

Prins Andrew må nu tilsyneladende vinke farvel til sit årlige milliontilskud fra kong Charles.

Har tilsyneladende fået nok

Luften mellem de to brødre har længe været iskold.

Først og fremmest på grund af prinsens forbindelse til nu afdøde Jeffrey Epstein samt hans påståede seksuelle misbrug af den amerikanske kvinde Virginia Giuffre, da hun blot var 17 år gammel.

Siden har de været i strid om prins Andrews bolig 'The Royal Lodge' som han har nægtet at fraflytte selv om Charles gentagne gange har bedt ham om det. 

Og nu har kongen så tilsyneladende fået nok. 

Powered by Labrador CMS