Kræftramte Fergie bryder tavsheden
Indenfor blot et år er hertuginden af York to gange blevet diagnosticeret med kræft
Hertuginden af York, Sarah Ferguson, bryder nu tavsheden, efter hun for anden gang på blot et år er blevet diagnostiseret med kræft.
Første gang var det brystkræft, som hun efterfølgende blev opereret for, og nu handler det så om hudkræft.
- Jeg har taget lidt tid for mig selv, efter jeg er blevet diagnosticeret med hudkræft, min anden kræftdiagnose indenfor et år, skriver hun blandt andet i et opslag på Instagram.
Kom som et chok
Sarah Ferguson fortæller også, at hun selvfølgelig er voldsomt påvirket af diagnosen.
- Kræftdiagnose nummer to kommer naturligvis som et chok. Men jeg er ved godt mod og er taknemmelig for de mange beskeder om kærlighed og støtte, skriver hun videre.
Få det tjekket
Endelig fortæller hun, at det var gennem hendes kosmetolog, hudkræften blev opdaget, og opfordrer i den forbindelse til, at man får tjekket de mærker, man opdager på sin krop.
Sarah Ferguson har tidligere været gift med prins Andrew, som hun har sine voksne børn, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie, med.