Ny melding om Marys ulykke
Ramt af scooter under kongeparrets besøg i Grønland
Dronning Mary er fredag blevet påkørt af en scooter under kongeparrets besøg i Grønland, men hun er ikke kommet til skade.
I en video, som Ekstra Bladet har offentliggjort, ses scooteren køre ind i Mary, som dog ikke falder omkuld, men ser lidt rystet ud.
Her træder en PET-vagt til og får lagt afstand mellem dronning Mary og scooteren. Heller ikke føreren af scooteren kom til skade.
Det igangværende besøg i Grønland blev indledt lørdag og er kongeparrets første officielle besøg i landet.
Har udsendt pressemeddelelse
Hændelsen er blevet klarlagt af politiet, som fredag har udsendt en pressemeddelelse om, hvad der torsdag skete i Kolonihavnen i Nuuk.
I en større menneskemængde var en person mødt frem på sin elektriske handicapscooter. Vedkommende ville række sin hånd frem for at give dronningen et håndtryk, men kom i stedet til at ramme speederen.
Scooteren gav "et hop", oplyser Grønlands Politi om episoden, som fandt sted i forbindelse med kongefamiliens besøg.
Adskillige gange
Marys mand, kong Frederik, har været i Grønland adskillige gange, blandt andet da han som kronprins kørte hundeslæde under en tur med Siriuspatruljen tilbage i 2000.
Programmet for kongeparret fredag er et besøg i en daginstitution i Nuuk. Her arbejdes der med Mary Fondens antimobbeprogram.
Besøget i Grønland slutter lørdag og varer altså en uge.