Nu er der nyt i voldtægtssagen

Marius Borg Høiby blev i sidste uge varetægtsfængslet i en uge 

Offentliggjort Sidst opdateret

Norsk politi vil ikke forlænge varetægtsfængslingen af den norske kronprinsesses søn Marius Borg Høiby. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Høiby har siddet varetægtsfængslet i en uge. Han er blandt andet mistænkt for to voldtægter. Han nægter sig skyldig.

I en pressemeddelelse lyder det, at politiet vurderer, at der ikke længere er risiko for, at beviser forsvinder eller bliver ødelagt.

Søn fra tidligere forhold

Marius Borg Høiby er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit. Han er ikke en del af den norske kongefamilie og blev født, inden Mette-Marit blev gift med den norske kronprins, Haakon.

Ud over de to voldtægtssager er Marius Borg Høiby også sigtet for tre tilfælde af vold i nære relationer, hærværk, flere brud på et besøgsforbud og at køre uden kørekort.

Efterforsker yderligere en anklage

Politiet mener, at der findes videoer fra voldtægtssagen på Marius Borg Høibys telefon.

NTB skriver også, at politiet i Norge nu efterforsker yderligere en anklage mod Høiby om seksualforbrydelser.

Men ifølge det norske medie NRK er han ikke sigtet i forbindelse med den pågældende anklage.

Sagen vokset løbende

Sagen imod kronprinsessens søn er løbende vokset, siden det kom frem, at Høiby var blevet sigtet for vold og hærværk i august.

Efter at den første sag kom frem undskyldte Marius Borg Høiby over for kvinden, som han var mistænkt for at have udsat for vold.

Nægter næsten alt

Men han nægter næsten alle de sigtelser, som politiet har rejst. Det siger forsvarsadvokat Øyvind Bratlien til NRK.

- Det var ikke overraskende. Han burde ikke være fængslet i det hele taget, siger advokaten til NRK.

Ifølge advokaten erkender Høiby en trussel og et tilfælde af vold og hærværk.

     

Marius Borg Høiby ses her sammen med sin mor, kronprinsesse Mette-Marit
Powered by Labrador CMS