Paris Hilton: - Jeg er desperat
Milliardærarvingens hund er stukket af hjemmefra
Arvingen til Hilton-hoteldynastiet, Paris Hilton, er i dyb krise.
Hendes hund, Diamond Bay, der er af racen chihuahua, er stukket af fra hjemmet i Los Angeles.
Det afslører hun selv i opslag på Instagram.
Havde ladet en dør stå åben
Her forklarer hun også, at hun er ved at flytte, og at hunden så sit snit til at gå på opdagelse i forbindelse med, at en af flyttemændene havde ladet en dør stå åben.
- Jeg er desperat, og jo længere tid, der går, jo længere væk føler jeg chancerne er for, at jeg får hende tilbage. Enhver, der nogensinde har elsket et kæledyr og mistet det, vil forstå den smerte, jeg føler. Mit hjerte er knust, skriver hun blandt andet.
Paris Hilton fortæller også, at der er blevet søgt efter hunden overalt - og at hun sågar har hyret både en kæledyrsdetektiv, en hundehvisker og en kæledyrssynsk til at hjælpe sig.
Stor dusør i udsigt
Og så opfordrer hun sine Instagram-følgere, dem er der godt 20 millioner af, til at hjælpe til i jagten og stiller en dusør i udsigt til den eller de, der kan bidrage til at få 'Diamond Bay' hjem igen.
- Der vil være en stor dusør, skriver hun og lover samtidig, at der ikke vil blive stillet spørgsmål.