Startede på maskinstation
Det startede med et lille mobildiskotek, og i dag er Martin Jensen en stjerne i dj-verdenen. Den 29. september bliver den sindige jyde med de mange hits 30 år
Martin Jensen kan som bevis på sin succes fremvise nogle helt ubegribelige tal.
Tag nu eksempelvis dj'ens hit "Solo Dance", som er blevet spillet over 600 millioner gange på musikstreamingtjenesten Spotify.
Læg dertil hans andre sange, og så skal afspilningstallet måles i milliarder.
Martin Jensen er en global stjerne på scenen for elektronisk musik. I Danmark gik han i lang tid lidt under radaren, men blev landskendt for sin dommertjans i "X Factor".
Han fylder 30 år den 29. september.
Startede i det små
Dem, der er vokset op i mindre byer, vil nok genkende de rammer, Martin Jensen startede med at spinne plader i: små forsamlingshuse til 18-års fødselsdage og lignende begivenheder.
Det var ikke altid nemt, sagde dj'en i 2017, hvor han berettede om noget nær en katastrofe ved et af de første shows med mobildiskoteket.
- Det var så dårligt det, vi lavede. Alle vores cd'er var ridsede, og der var spildt cola på. Vores kraftkabel lå rullet sammen, og vi var ved at brænde forsamlingshuset ned. Man kunne bare begynde at lugte brændt gummi.
- Det var forfærdeligt, og det værste job nogensinde, men det har givet mig så sindssygt meget erfaring på alle mulige måder. Folk har betalt penge for, at der skal være musik, og virker det ikke, så er der kun en til at løse det, og det er dig.
Nettet blev genvejen
Heldigvis findes internettet, og her begyndte Martin Jensen at lægge musiknumre ud. Det skulle der hurtigt blive lagt mærke til.
Flere sange gik viralt, og nummeret "Solo Dance" skød Martin Jensen af sted mod stjernerne.
Det hele kulminerede i 2017, da han som bare 26-årig fik lov at spille på mytiske Wembley foran et hujende publikum på omkring 95.000 mennesker.
1,5 millioner så med
19. april slog han verdensrekorden for tilskuere til en onlinekoncert. 1,5 millioner mennesker verden over så med, da han spillede fra toppen af Aalborg Kongres og Kultur Center.
Martin Jensens berømmelse i Danmark tog et stort skridt op, da han sidste år trådte ind som ny dommer i "X Factor". Fredag før fødselsdagsugen meddelte TV 2, at han tager endnu en runde i showet.
Martin Jensen rejser mange dage om året, men har også en lejlighed i det indre København.