Afslører glædelig nyhed

Et længe ventet ønske er gået i opfyldelse for Stine Marthine fra "Landmand søger kærlighed"

Offentliggjort Sidst opdateret

Stine Marthine Pedersen fra datingprogrammet "Landmand søger kærlighed" er endelig blevet gravid.

Det afslører hun på Instagram.

Her poster hun et scanningsbillede, der viser det lille foster, der vokser i hendes mave.

Niels tog det køligt

Det er kun et par måneder siden, hun blev gift med Niels, som var en af hendes tre bejlere i TV 2-programmet.

Han fløj ligefrem ikke ud af sengen, da Stine Marthine en tidlig morgen for nylig fortalte ham, at han skal være far.

- Han gryntede bare og rullede over på den anden side og sov videre, skriver Stine Marthine på Instagram.

Vågnede i brudekjole

Parret blev gift lørdag den 28. maj i deres have og derefter stod den på fest den halve nat.

Stine Marthine gik omkuld klokken 02 og vågnede klokken syv søndag morgen stadig iført brudekjole, så det har været lidt af en fest.

Stine Marthine Pedersen og Niels fra 'Landmand søger Kærlighed' skal være forældre.
Stine Marthine Pedersen og Niels fra "Landmand søger Kærlighed" skal være forældre.

I sin bryllupstale til Niels sagde hun, at han havde været hendes favorit helt fra starten, og at hun ikke kunne stå for hans rodede hår og skæve smil.

Stine Marthine har ikke afsløret kønnet på parrets kommende barn.

Powered by Labrador CMS