Anders Langballe lander nyt job

Ti måneder efter at han sagde op som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsministeren, er Anders Langballe tilbage på den anden side af mikrofonen

Anders Langballe vender tilbage som podcastvært

Anders Langballe er ny vært på den politiske podcast 'Borgen Unplugged' sammen med Martin Flink.

Han overtager rollen fra Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen og bringer sin omfattende erfaring fra dansk politik med sig.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når lytterne fremover tuner ind på den politiske podcast "Borgen Unplugged", kan de høre interviews og analyser fra journalisterne Anders Langballe og Martin Flink.

De overtager mikrofonerne fra kommentatorerne Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen.

Det fremgår blandt andet på podcastens hjemmeside, hvor der er lagt en teaser ud forud for premiereprogrammet med de to nye værter fredag 28. februar.

- Har glædet mig helt vildt

- Jeg har glædet mig helt vildt til det her, lyder det fra Anders Langballe.

- Jeg kommer også med en viden om, hvad der sker på den anden side af bordet, og jeg har rimeligt godt styr på, hvordan denne her regering tænker, tilføjer han.

Anders Langballe har beskæftiget sig med dansk politik på og omkring Christiansborg i næsten 30 år, og han har været forbi både journalistik, rådgivning og kommunikation.

Anders Langballe var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 blev ramt af en blodprop i hjernen. Efter intens genoptræning, hvor han måtte lære at tale og skrive igen, vendte Anders Langballe tilbage til arbejdsmarkedet. (Arkivfoto).

Mere tid til børnene

Sidste år sagde han op som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) for at frigive mere tid til sine børn.

I et opslag på det erhvervsorienterede sociale netværksmedie LinkedIn sendte Anders Langballe en tak til ministeren for, at "hun troede på, at jeg kunne vende tilbage til politik i den nye rolle".

Anders Langballe var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 blev ramt af en blodprop i hjernen.

Måtte lære at tale og skrive igen

Efter intens genoptræning, hvor han måtte lære at tale og skrive igen, vendte Anders Langballe i 2021 tilbage til arbejdsmarkedet.

Han havde lagt sit liv om efter sygemeldingen som følge af det arbejdspres, han mærkede som politisk redaktør på TV 2. Det beskrev han i bogen "Forfra", der udkom i 2021.

Efterfølgende har Anders Langballe blandt andet været kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og Dansk Ejendomsmæglerforening. I 2022 var han vært på radioprogrammet "Valg i Danmark" på den nu lukkede radiostation 24syv.

Inden Anders Langballe blev et kendt ansigt gennem TV 2, havde han tidligere været journalist på Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS