Dødsfald
Erling Bjøl stod blandt andet bag opbygningen af faget international politik på Aarhus Universitet
Professor, historiker og journalist Erling Bjøl er død i en alder af 105 år.
Det skriver Politiken.dk.
For ældre generationer står Erling Bjøl som en sjældent skarp iagttager og beskriver af udenrigspolitik i det 20. århundrede.
Bjøl blev student i 1937, og allerede året efter begyndte han som udenrigsmedarbejder ved United Press.
Flygtede til London
Under tyskernes besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig flygtede han til London, hvor han arbejdede for BBC og den illegale danske presse.
Tilbage i Danmark efter krigen blev han ansat ved Dagbladet Information og derefter Politiken.
Professor i 1963
I 1963 blev han konstitueret professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Her stod han bag opbygningen af det nye fag international politik - også kaldet "magtens rugekasse" - og havde flere senere berømte politikere som studerende på statskundskab.
Blandt dem Svend Auken og Bertel Haarder, der begge har prist deres gamle forelæser i høje toner.

-Alle bør være på vagt
I et interview med fagbladet Journalisten i 2016 formulerede Bjøl sin kongstanke:
- Alle journalister bør være på vagt over for magten og have en indbygget mistillid til magten. Korrupte samfund trænger mere end nogensinde til, at journalister graver i magtens mørke og skjulte sider.
Erling Bjøl har udgivet en lang række bøger om blandt andet Norden, verdenshistorien, atomoprustning og sikkerhedspolitik.
Bjøl begyndte allerede i sine 70'ere at miste synet og begyndte herefter at lytte til lydbøger på dansk, svensk, tysk, engelsk og fransk.
Med sin kone, Denise Bjøl, som mangeårig, trofast oplæser af nyheder.