Får drøje hug af anmelderne

Flere medier kritiserer "Jagtsæson 2" for ikke at turde noget og ende som plat og kun momentvis underholdende

Udgivet

Anmeldelser af 'Jagtsæson 2'

Danske anmeldere kritiserer 'Jagtsæson 2' for mangel på nyskabelse og kalder filmen forudsigelig og gammeldags.

Berlingske og Kristeligt Dagblad giver to stjerner, mens Politiken giver to hjerter. Ekstra Bladet, Børsen og Jyllands-Posten er lidt mere positive med tre stjerner.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Opfølgeren "Jagtsæson 2" får hårde ord med på vejen af danske anmeldere.

De kritiserer filmen for "ikke rigtig at turde eller ville noget" og kalder filmen "ligeså forudsigelig, gammeldags, plat og momentvis sjov som etteren".

Berlingske og Kristeligt Dagblad giver den nye komediefilm to ud af seks stjerner, mens Politiken giver den to ud af seks hjerter.

Ekstra Bladet, Børsen og Jyllands-Posten giver den tre ud af seks.

- Komiske optrin er slappe

Information har ikke for vane at uddele stjerner, men skriver, at "de opbyggelige moraler er tydelige og de komiske optrin slappe i den danske komedie".

- Så pinlig er en flåt i skridtet altså heller ikke, skriver Lone Nikolajsen for Information med henvisning til en scene i filmen.

De danske anmeldere er ikke just begejstret for 'Jagtsæson 2'.

Første solgte godt

Politiken indleder sin anmeldelse med at forsvare eksistensen af opfølgeren med, at den første film i serien, "Jagtsæson" fra 2019, solgte knap 480.000 billetter.

- Man skulle da være et skarn, hvis man ikke som filmproducenter forsøgte at kapitalisere på en tidligere succes.

- Men satiren er ikke blevet skarpere, persontegningen er ikke dybere eller mere kærlig end sidst, og så er det, helt ligesom i den første film, meget lidt morsomt, skriver Nanna Frank Rasmussen.

Snubler i sin egen glidecreme

Berlingskes Sarah Iben Almbjerg skriver, at filmen "snubler i sin egen glidecreme".

- I det mindste kan vi så prale af, at ligestillingen er komplet. At bunden er nået. For begge køn, lyder det i anmeldelsen.

Samme pointe understreger Freja Dam for Jyllands-Posten og noterer sig, at "det er al ære værd at lade kvinder være ligeså brovtende og åndssvage, som mænd har været på film i årevis".

- Men det føles mildest talt ikke så friskt, som det gjorde i banebrydende komedier som "Bridesmaids" fra 2011, "Trainwreck" fra 2015 eller danske "Ditte & Louise" fra 2018.

- "Jagtsæson 2" er ligeså forudsigelig, gammeldags, plat og momentvis sjov som etteren, skriver Freja Dam.

'Bør få kritik'

Per Juul Carlsen skriver for Kristeligt Dagblad, at filme bør "bør få kritik for ikke rigtig at turde eller ville noget".

Tilde Harkamp, der instruerede den første film, har en "glimrende fornemmelse for at bruge de grænseoverskridende oplevelser til at beskrive hovedpersonens kampe med sig selv", lyder det.

- Peter Molde-Amelung, der har instrueret "Jagtsæson 2", er øjensynligt mere fan af klassisk falden-på-halen-folkekomik, skriver Carlsen.

Tåkrummende

Hos Ekstra Bladet skriver René Fredensborg, at filmen da har "sine øjeblikke, hvis man synes, at en flåt på skamlæben eller en tur på en oppustelig rodeopik er hylende morsomt".

- Det skal ligesom være dumt og tåkrummende. Hvilket en halv million mennesker stemplede ind på, sidst der var "Jagtsæson" i biografen, skriver Fredensborg.

Børsens Michael Solgaard er øjensynligt den eneste af anmelderne, der syntes, at toeren var bedre end etteren.

- "Jagtsæson 2" er bedre end etteren, men den er desværre stadig mere pinlig end rigtig sjov, skriver han.

"Jagtsæson 2 - i medgang og modgang" har premiere torsdag.

Powered by Labrador CMS