Skuespiller er træt af at være fintfølende
Skuespiller og instruktør Kevin Costner gider ikke skære alting ud i pap for publikum. De må selv kunne se nuancerne, mener Costner, der 18. januar fylder 70
Det der med at være bange for at træde andre over tæerne fylder for meget i Hollywood.
Det mener den amerikanske skuespiller Kevin Costner, der derfor ikke tager nogen særlige forbehold i sine egne westernfilm, der udkom i 2024, og ej heller i opfølgeren, der er undervejs.
Lørdag den 18. januar fylder Kevin Costner, der også skriver manuskripter og instruerer, 70 år.
Mulig kritik
Det var i forbindelse med udgivelsen af første og anden del af "Horizon - en amerikansk saga", at Costner, der er medforfatter på westernfilmene, som han også instruerer og spiller hovedrollen i, talte om mulig kritik af filmens fremstilling af indfødte amerikanere.
- Jeg er så træt af, at alle forsøger at være så fintfølende med alting, sagde han til mediet Entertainment Weekly.
Westerngenren har en lang historie med problematiske fremstillinger af indfødte amerikanere, der ofte portrætteres som vildmænd, der angriber uskyldige hvide kolonister.
Men Costner håber, sagde han, at publikum kan se nuancerne i fremstillingen af de indfødte amerikanere, der også i hans film går til angreb, uden at han behøver at skære det ud i pap for dem.
Lakota-folket
Costner har da også en god historik med indfødte amerikanere. Han er blevet gjort til æresmedlem af Lakota-folket, som består af indfødte amerikanere.
Forklaringen er den film, som måske flest forbinder med Costner: "Danser med ulve" fra 1991.
Filmen, hvor Costner i hovedrollen kommer tæt på en stamme af indfødte, var en kæmpe succes og portrætterede samtidig de indfødte på en så positiv måde, at Costner, der også instruerede filmen, blev æresmedlem.
Filmen sørgede for to oscarstatuetter til Costner. Filmen vandt i hovedkategorien Bedste Film, mens Costner gik hjem med statuetten for Bedste Instruktør. Desuden var han nomineret til Bedste Mandlige Hovedrolle.
Blev skilt sidste år
Andre kender måske bedre Costner fra rollen i 1991 som Robin Hood i filmen om den berømte engelske sagnfigur. Eller som bodyguard i filmen af samme navn fra 1992, hvor han spiller over for Whitney Houston.
Af nyere roller er han - ud over i sine egne westernfilm - at finde i den anmelderroste serie "Yellowstone", hvor han spiller en af hovedrollerne. Seriens femte og sidste sæson udkom sidste år.
Privat blev Kevin Costner skilt sidste år. Han har syv børn fra tre tidligere forhold.