- Man er så meget i nuet

Skuespiller Jesper Asholt flyttede for et par år siden til Hundested, hvor han kan nyde naturen og ikke mindst dyrke sin surfinghobby

Offentliggjort

Jesper Asholt vender tilbage til 'Hvide Sande'

Jesper Asholt er tilbage i serien 'Hvide Sande', hvor han genoptager sin rolle som Peter, der nu er fængselsfange.

Skuespilleren, der elsker at surfe, har fundet ny kærlighed og nyder livet i Hundested.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Når Jesper Asholt vender tilbage til serien "Hvide Sande", er byens strande og havvandet ikke helt uvante omgivelser for skuespilleren.

For et par år siden flyttede Jesper Asholt nemlig selv fra Værløse til havnebyen Hundested for at få et skift, efter at et langt ægteskab endte i skilsmisse.

- Det gjorde jeg for at komme tættere på vandet, fordi jeg altid har windsurfet, og jeg ville også gerne blive bedre til at kitesurfe. Jeg elsker naturen og vandet, fortæller Jesper Asholt og fortsætter:

Ligesom at komme hjem

- Det har bare været ligesom at komme hjem, for det er simpelthen så hyggeligt. En af mine gamle surfingkammerater bor der også.

Jesper Asholt er 64 år og har surfet, siden han var 18. Det er en aktivitet, som har betydet meget for ham gennem livet.

- Det er en frihed, og det er nærmest ubeskriveligt at sejle på de her kæmpe bølger. Man er så meget i nuet, så uanset hvad man tænkte på inden, så er det fuldstændig væk, når man kommer ind til land igen, fortæller han.

64-årige Jesper Asholt bor i Hundested, hvor han er tæt på vandet og kan surfe.

Alderen intet problem

På trods af at han er blevet ældre, har det ikke været noget problem at fortsætte sin hobby.

- Jeg har bevidst prøvet at holde mig i så god form som muligt. Så har jeg købt lettere udstyr, så jeg kan fortsætte i flere år. Men jeg er i rimelig god form, siger Jesper Asholt.

For nylig har han også fundet kærligheden igen. I marts fortalte han til Se og Hør, at han er blevet kærester med Birgitte, som er uddannet kok og pædagog.

Siden 1990'erne har man kunnet se Jesper Asholt i film som "Mifunes sidste sang", "Blinkende lygter" og adskillige Far til Fire-film.

Og særligt på de skrå brædder har Jesper Asholt udmærket sig, hvor han har stået på scener over hele landet.

Tilbage i krimiserie

På tv har man kunnet se ham i serier som "Nikolaj og Julie", "Badehotellet" og altså "Hvide Sande".

I sidstnævnte genindtager han sin rolle fra første sæson som Peter, der går fra at være den lokale politibetjent til at være fængselsfange bag tremmer.

Selv var han overrasket, da han fik at vide, at Peter, som lige var blevet taget i en mordsag, fortsat skulle have en rolle i sæson to af "Hvide sande".

- Troede ikke på det

- Jeg troede ikke rigtig på det, da de sagde, at de havde skrevet mig ind i manuskriptet. Jeg sagde: "Det skal jeg se, før jeg tror på det", fortæller Jesper Asholt.

Men rigtigt nok var karakteren igen med i serien, der ellers har spritnye hovedroller i sæson to, som ruller over skærmen med seks nye afsnit.

Afsnittene udkommer hver søndag på TV 2 og TV 2 Play.

Powered by Labrador CMS