Skred med pengene: Bliver nu udstillet

Efter forlig og donation viser Kunsten i Aalborg nu "Take the Money and Run", der består af to tomme rammer

Offentliggjort

Kunst eller tyveri? Det var spørgsmålet, som livligt blev diskuteret i offentligheden, da Jens Haaning i 2021 afleverede sit værk "Take the Money and Run" til museet Kunsten i Aalborg.

Museet havde lånt kunstneren over en halv million kroner, som skulle indrammes.

Men rammerne var tomme, da museet modtog værket.

Nu - en retssag, et forlig og en donation senere - kan museet slå dørene op for en udstilling med kunstværket.

Fornemste opgave

I en pressemeddelelse udtaler Lasse Andersson, der er direktør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, at der er interesse for at se værket.

- Som del af forliget med Jens Haaning erhvervede vi værket til vores samling og kan nu vise det på museet samt låne det ud til andre museer.

- Vores fornemste opgave som museum er at formidle kunst og skabe nye oplevelser, samtaler og refleksioner. Derfor udstiller vi nu værket, lyder det.

Pengene var væk

Jens Haaning var oprindeligt blevet bedt om at genskabe to tidligere værker til en udstilling på Kunsten i Aalborg.

Oprindeligt var der kontante penge i hver af de to billedrammer. I den ene en gennemsnitlig årlig indkomst i Danmark og en østrigsk årsindkomst i den anden.

Sedlerne var dog væk, da Kunsten i Aalborg ønskede at få værket med på udstillingen. Derfor besluttede museet at låne Jens Haaning den halve million.

Skabte en begivenhed

Men da billedrammerne ankom til museet, var de tomme og uden pengesedler - og dermed blev der skabt en begivenhed, der fik omtale i medier verden rundt.

Til mediet Føljeton har konceptkunstneren fortalt, hvad det var, han havde skabt:

- Værket er, at jeg har taget deres penge, og værket er så materialiseret ved, at der hænger to tomme rammer.

Skulle betale tilbage

Det sendte museet og kunstneren i retten. Her fik museet i september 2023 medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet.

Den afgørelse ankede Jens Haaning.

Men partnerne begravede stridsøksen i foråret sidste år. Et forlig blev indgået, da Det Obelske Familiefond trådte til med penge og sikrede, at museet erhvervede værket.

Hvor mange penge, Det Obelske Familiefond trådte til med, er ukendt, men der er tale om "et betydeligt beløb", siger han til Berlingske.

Vil ikke fortælle det

Han har heller ikke ønsket at fortælle, hvor meget han har tjent på de 1000- krone-sedler, som han med sit eget stempel sælger i rammer for 8000 kroner. Om der er tale om pengesedler fra værket "Take the Money and Run" er ligeledes ukendt.

Til Berlingske siger Haaning: - Da Berlinmuren blev revet ned, ville folk have en murbrok, og det her er en murbrok fra "Take the Money and Run".

Samtale over hele verden

Ifølge direktør Lasse Andersson er det ikke kun de tomme rammer på væggen, der udgør værket - men også handlingen, der resulterede i, at de er tomme.

- Det er altså lige så meget det, der efterfølgende udspillede sig i form af samtalen over hele verden, retssagen og forliget, der har formet værket, som vi nu kan stå foran her på Kunsten, lyder det i pressemeddelelsen.

"Take the Money and Run" vises på Kunsten fra 8. februar i tæt sammenhæng med den danske kunstnergruppe Superflex' permanente værk "Lost Money".

En museumsgæst står og ser på kunstværket "Take the Money and Run", som udstilles på Kunsten i Aalborg fra 8. februar. Værket udstilles, fordi museets vigtigste opgave med direktørens egne ord er "at formidle kunst og skabe nye oplevelser, samtaler og refleksioner".
Powered by Labrador CMS