'Under stjernerne på himlen' deler vandene 

"Den giver os ikke rigtig noget, vi ikke allerede havde"

Offentliggjort

Anmeldere kritiserer film om Tommy Seebach for klichéer

Filmen 'Under stjernerne på himlen', der skildrer Tommy Seebachs liv og karriere, modtager blandede anmeldelser fra danske medier. Soundvenue, Ekstra Bladet og Filmmagasinet Ekko giver filmen tre stjerner, mens Berlingske kun tildeler den to stjerner.

Anmelderne roser Anders Matthesens præstation som Tommy Seebach, men kritiserer filmens dialog og klichéer. Filmen fokuserer på Seebachs op- og nedture, især hans kamp med alkoholmisbrug, men anklages for at mangle dybde og kunstnerisk nødvendighed.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

"Den giver os ikke rigtig noget, vi ikke allerede havde". Sådan lyder nogle af ordene fra Soundvenue om filmen "Under stjernerne på himlen", der handler om Melodi Grand Prix-ikonet Tommy Seebach og hans familie.

Soundvenue, Ekstra Bladet og Filmmagasinet Ekko er enige i bedømmelsen om tre stjerner til filmen. Berlingske kvitterer med to stjerner.

Soundvenue skriver om filmen, at tåkrummende dialog skæmmer filmen om Tommy Seebach.

Gør det godt 

Generelt er anmelderne enige i, at Anders Matthesen gør det godt i rollen som Tommy Seebach.

Ekstra Bladet skriver, at det første faresignal er, at Tommy Seebachs børn står opført som producere på filmen om deres far, og at det derfor er "kommerciel nostalgi tanket med tunge klichéer".

Filmen begynder i 1979, hvor Tommy Seebach er på toppen af sin karriere med hittet Disko Tango ved Dansk Melodi Grand Prix.

Eksistentiel krise 

Da 90'erne rammer får Tommy Seebach at vide, at tiderne er skiftet, og tv-seerne vil se unge deltagere ved sangkonkurrencen. Det bringer ham ud i en eksistentiel krise.

Man følger Tommy Seebach i hans musikkarrieres op- og nedture, hvor særligt hans alkoholmisbrug også påvirker familielivet.

Filmmagasinet Ekko skriver, at det er en film, der vil fortælle en mere eller mindre trist historie om en mand, som ofrede sit helbred og hele sin familie på grund af Melodi Grand Prix, men filmen burde folde intentionen bredere ud.

Anmelderne roser Anders Matthesen i rollen som Tommy Seebach, men kritiserer ellers filmen på mange punkter. (Arkivfoto).

Stor indsats 

Berlingske skriver, at Anders Matthesen i rollen som Tommy Seebach gør en stor indsats, til trods for at filmen aldrig finder sin melodi.

- Som følge af tidligere lukrative hit kommer film i genren nemt i fare for at virke mere kommercielt beregnende end skabt af kunstnerisk nødvendighed. Det gælder desværre også filmen om Tommy Seebach, skriver Berlingske.

Der er dog ros for, at filmen ikke fortæller om hele Tommy Seebachs liv, men kun har fokus på de år med Dansk Melodi Grand Prix fra det første hit, Disko Tango i 1979.

- Lever ikke op til sangene 

Information erklærer sig enige i Berlingskes vurdering af, at Anders Matthesen gør en god figur i rollen som Tommy Seebach og kalder filmen for sympatisk.

B.T. skriver, at der er flere rørende og sjove scener i filmen, men at den ikke lever op til de smukke sange og den triste historie.

- "Under stjernerne på himlen", der skildrer grandprixheltens storhed - og ikke mindst fald - gør dig måske ikke klogere, men du er i godt selskab, skriver B.T.

Powered by Labrador CMS