20 år siden: Charles og Camilla trådte frem
Det er i disse dage 20 år siden, at den britiske prins Charles første gang viste sig offentligt med Camilla Parker Bowles.
Alt var klappet, tilrettelagt og koreograferet ned til mindste detalje, da prins Charles og Camilla Parker Bowles for første gang nogensinde skulle vise sig frem offentligt – sammen.
Det er i disse dage 20 år siden at det skete. Operation Ritz, kaldtes det. Hungrende paparazzi-fotografer havde i dagevis ligget klar foran Ritz Hotel i London, da det var rygtedes, at parret for første gang ville vise sig sammen.
Ifølge News.com.au var 200 forventningsfulde fotografer og journalister fra hele verden dukket op, da timen endelig kom.
Scenen var Annabel Elliots 50-års fødselsdag. Men hun blev bestemt ikke hovedpersonen, den aften. Hun er i øvrigt Camilla Parker Bowles’ søster.
Charles og Camilla var ankommet til fødselsdagen hver for sig, men i dagevis var det rygtedes, at de ville forlade festen sammen.
Ret kedeligt – men utroligt vigtigt
Det havde taget årevis at planlægge det øjeblik, hvor Camilla Parker Bowles skulle træde frem i offentligheden som Charles’ partner.
Siden skilsmissen fra prinsesse Diana havde Charles ikke just været en populær skikkelse i offentligheden. Gennem 90’erne kæmpede hans medierådgiver Mark Bolland en brav kamp for at genoprette prinsens image.
Mens Diana var blandt jordens mest populære og genkendelige mennesker blev Charles både set som lidt underlig og lidt for meget landmand.
De havde egentlig planlagt en velgørenhedsfest i 1997, som Camilla Parker Bowles arrangerede, som den dag, de skulle vise sig sammen. Men Dianas tragiske død tidligere på året forpurrede den plan.
En anden plan var, at det skulle være Charles’ 50-års fødselsdag i 1998, men det kunne ikke gøres til en begivenhed, hvor Charles’ mor, dronning Elizabeth, var til stede.
Således fandt man til sidst en lejlighed – i 1999 – hvor alle var klar, og alle fandt det betimeligt.
Video fra aftenen kan ses på Youtube.
Siden da må det i øvrigt siges, at Charles og Camilla har forbedret deres image – hver især og som par – betragteligt.
Prins Charles hyldes i dag som en foregangsmand for økologi og bæredygtigt landbrug – og i øvrigt samler hans velgørende organisationer mere end en milliard kroner ind årligt.