60 år: Krimiforfatter kæmper med bogstaverne
Sara Blædel har gjort kriminalassistent Louise Rick kendt i 38 lande
Få danske forfattere sælger så godt som Sara Blædel. Hendes krimier med kriminalassistent Louise Rick og journalist Camilla Lind som hovedfigurer er nogle af de meste læste.
Trofast har læserne fulgt makkerparret siden den første i serien, "Grønt Støv", udkom for 20 år siden.
Senere er fulgt 11 andre titler, hvoraf "Kvinden de meldte savnet" modtog boghandlerprisen 'De Gyldne Laurbær' i 2014.
Også krimilæsere i udlandet har taget godt imod Sara Blædel, der er fyldt 60 år i dag.
Begejstrede amerikanere
Hendes bøger er udkommet i 38 lande, og særligt amerikanerne er begejstrede for skrivestilen.
Hun har været på turné i flere amerikanske stater og fået anbefalinger med på vejen af tidligere præsident Bill Clinton og talkshowvært Oprah Winfrey, der har rost bøgerne på amerikansk tv.
I dag rejser Sara Blædel ikke længere så meget, men sender i stedet hilsner til boghandlere og læsere via video fra lejligheden på Kongens Nytorv, hvor hun bor med sine to hunde, Cooper og Cajsa.
Bedemandens datter
Det har givet mere skrivetid, som de seneste år blandt andet er brugt i et samarbejde med forfatterkollegaen Mads Peder Nordbo om krimierne "Opløst" og "Sår".
I år gælder det hendes egen "Ilka-serie" om bedemandens datter Ilka, hvor en fjerde bog er på trapperne.
Det lå ellers ikke lige for, at Sara Blædel skulle blive forfatter. Hun har dysleksi - den kliniske betegnelse for ordblindhed - hvilket kom til at præge hendes folkeskoletid.
Værste frygt
Uanset hvor meget hun øvede sig, dansede og hoppede bogstaverne, og hendes værste frygt var, at læreren skulle bede hende læse op for klassen i dansktimerne.
I dag har hun nogenlunde styr på stavningen, og kniber det, er der hjælp at hente hos forlaget eller hos sønnen Adam, der har sat små huskesedler på sin mors opslagstavle.
Men nogle ord forbliver ulogiske, uanset hjælp og skriverutine, og skoletiden har for altid plantet en usikkerhed, har Sara Blædel fortalt. Hendes far, journalist Leif Blædel, kæmpede den samme kamp.
Fik Ordblindeprisen
For sin åbenhed og støtte til andre med ordblindhed modtog hun i 2015 Ordblindeprisen.
Selv skulle hun ud på en omvej, før hun blev forfatter. Som ung kom hun i tjenerlære på Hotel Plaza i København, og siden begyndte hun på en grafisk uddannelse som reprokopist.
Hun nåede aldrig at gøre uddannelsen færdig, da hun udviklede allergi over for fremkaldervæske.
I tjenerfaget
I stedet vendte hun tilbage til tjenerfaget under den kendte kok Erwin Lauterbach på Skovshoved Hotel.
Interessen for krimigenren kan hun føre tilbage til sin mor, skuespiller Annegrethe Nissen, der læste Agatha Christie højt i barndommen.
Da Sara Blædel selv kunne læse, var Enid Blytons "De fembøger" nogle af de første, hun kastede sig over.
Hendes forældre døde af lungebetændelse med tre dages mellemrum i 2013.