85 år: Gangsterrollens mester

Med "Godfather" kom det store gennembrud for Al Pacino

Offentliggjort

Han har haft mange, mange store roller i løbet af sin karriere.

Det har ført til stribevis af oscarnomineringer og en enkelt af de eftertragtede statuetter.

Men der er særligt én rolle, som filmgangsteren over dem alle er glad for.

- Intet kan komme i nærheden af "Scarface".

Sådan lød det i sidste måned ifølge 'Variety' fra den legendariske amerikanske skuespiller Al Pacino, som fredag den 25. april fylder 85 år.

Uforglemmelig præstation

Gangsterfilmen "Scarface" fra 1983, hvor han leverer en uforglemmelig præstation som den hensynsløse gangster Tony Montana, udmærker sig for ham blandt mange store film og præstationer.

Blev inspireret

Det skyldes, fortalte Al Pacino, at han selv så den gamle version af filmen fra 1932 og blev så inspireret, at han ringede til en af sine foretrukne producere og sagde, at de skulle indspille en ny version af den.

Al Pacino, der her ses ved oscaruddelingen i 2024, har i løbet af sin mere end fem årtier lange karriere været med i mange store og anmelderroste film. Fredag den 25. april fylder han 85 år.

50 år lang karriere

Han føler, at han spillede en rolle i at få den på det store lærred, og "det er nok derfor", at den er favoritrollen fra den mere end fem årtier lange karriere.

En karriere, der for alvor tog fart i begyndelsen af 1970'erne.

Al Pacino droppede ud af skolen som 17-årig med målet at blive skuespiller.

Sådan begyndte det

Efter år med dårligt betalte småjobs og seancer på ydmyge scener i New Yorks alternative teatermiljø kom han i 1966 ind på den berømte teaterskole 'The Actors Studio' i New York.

Fik øje på ham

Det gav både teaterroller og et par film, hvor instruktøren Francis Ford Coppola fik øje på ham og valgte Pacino - angiveligt over flere andre mere etablerede skuespillernavne - til rollen som Michael Corleone i den første "Godfather"-film fra 1972.

Bedste film nogensinde

Den anses af mange i dag stadig for at være en af de bedste film nogensinde.

Pacinos udgave af Michael Corleones modstræbende forvandling fra krigshelt til fordærvet mafiaboss gjorde indtryk og sørgede for, at de første mange skridt var taget på stien mod en stor karriere.

En duft af kvinde

De følgende år fulgte også toeren i den berømmede gangstertrilogi samt film som "Serpico" og "En skæv eftermiddag", der begge ligesom "Godfather"-filmene kastede oscarnomineringer af sig til Al Pacino.

I 1983 var han så tilbage som gangster i den ekstremt voldelige "Scarface".

Ti år senere sikrede han sig endelig sin Oscar som hovedrollen i "En duft af kvinde".

Stadig aktiv

Al Pacino medvirker i dag stadig i film og serier. Den seneste store succes er fra 2019, hvor han for sin rolle i Martin Scorseses gangsterfilm "The Irishman" blev nomineret til en Oscar.

Sidste skud på stammen

Pacino har tre voksne børn fra to tidligere forhold. Han fik derudover en søn som 83-årig med en mere end 50 år yngre kvinde, som han ikke længere danner par med.

Powered by Labrador CMS