70 milliarder i kassen
Få filminstruktører kan måle sig med Steven Spielberg, der har underholdt biografgængere på tværs af seks årtier. Lørdag den 18. december fylder han 75 år
Hvis man har været i nærheden af en biograf eller et fjernsyn i de seneste fem årtier, kan man næppe have undgået at se en film af Steven Spielberg.
Instruktøren, der fylder 75 år den 18. december, har begavet filmelskere verden over med en overflod af underholdende og bevægende fortællinger.
Spielberg spænder over alt fra monsterfilm - som gennembruddet "Dødens gab" og hans største sællert, "Jurassic Park" - til Indiana Jones-seriens action og krigsdramaerne "Schindlers liste" og "Saving Private Ryan".
Også rumvæsenfilmene "Nærkontakt af tredje grad" og "E.T." samt "Catch Me If You Can" er blandt de mange kassesucceser, der har været med til at gøre Steven Spielberg til en af de mest indflydelsesrige instruktører nogensinde.
Startede som teenager
Steven Spielberg dyrkede allerede som dreng en interesse for film og begyndte at lave sine egne som teenager.
Som ung ville han gerne læse film- og medievidenskab på University of Southern California, men trods tre forsøg blev den ambitiøse filmspire afvist på grund af dårlige karakterer.
Han måtte tage til takke med andetvalget på studiefronten, men siden da er der heller ikke mange ting, der er gået galt i Steven Spielbergs glorværdige karriere.
Tre Oscars
Det vidner tre Oscar-statuetter, et hav af nomineringer og en overbevisende førsteplads på listen over de mest indbringende instruktører nogensinde om.
Intet mindre end 10,6 milliarder dollar - næsten 70 milliarder kroner - har hans film tjent i billetsalg.
Det har ikke kun skæppet i kasserne hos biograferne. Spielberg vurderes at have skrabet en personlig formue på op mod 50 milliarder kroner sammen.
Bruger sig selv
Hvis der er en rød tråd i Steven Spielbergs bagkatalog, er den ikke altid lige nem at få øje på. Han har spændt over næsten alle genrer og tidsperioder i sine fortællinger.
Han bruger dog altid en flig af sig selv.
- Fra tidligt i min karriere sagde alle, at jeg ikke lavede personlige film, at jeg kun lavede store konceptfilm.
- Jeg følte altid selv, at alle mine film var personlige, fordi jeg har aldrig lavet en film, hvor en del af historien ikke kom fra en erfaring, jeg delte med min familie, har Steven Spielberg forklaret til magasinet Vanity Fair.
Fra et skilsmissehjem
Ofte er der i filmene fokus på hovedpersonens svære barndom, eventuelt med en skilsmisse i bagagen eller en fraværende far.
Steven Spielberg selv kommer netop fra et hjem, hvor forældrene gik fra hinanden, og han derefter næsten ikke talte med sin far i 15 år.
Han har også udtalt, at han ser sig som et evigt barn, der med sine film prøver at skabe den trygge familiestemning, han selv savnede.
Ny premiere
Hans seneste film, en ny udgave af musicalen "West Side Story", har netop fået premiere i danske biografer.
Den har han dedikeret til sin far, der døde sidste år.
Desuden arbejder Spielberg på en selvbiografisk film om sin egen ungdom og familie.
Den har arbejdstitlen "The Fabelmans" og forventes i biograferne næste år.