Anmeldere hylder dansk film

"Pigen med nålen" bliver af anmeldere kaldt et mesterværk og en af de bedste danske film i årevis

Offentliggjort Sidst opdateret

Anmelderne roser 'Pigen med nålen'

Den danske film 'Pigen med nålen' modtager strålende anmeldelser og beskrives som et mesterværk.

Filmen, der er Danmarks Oscar-bud, høster ros for både skuespil og visuelle udtryk.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

"Højst original", "uomgængelig" og et "mesterværk".

Det er nogle af de ord, landets anmeldere bruger til at beskrive den danske film "Pigen med nålen", som er instrueret af svenske Magnus von Horn og har Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm som hovedrolleindehaverne.

Optaget i sort-hvid

Filmen, som er optaget i sort-hvid, følger den unge fabriksarbejder Karoline, der kæmper for at overleve i København efter Første Verdenskrig.

Da hun bliver arbejdsløs og gravid, møder hun den karismatiske Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau.

Dramafilmen er inspireret af en virkelig historie om Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for drab på ni spædbørn.

Dansk bud på Oscar

"Pigen med nålen" er den danske Oscar-komités bud på en Oscar i kategorien Bedste Udenlandske film.

Og det er tilsyneladende ikke uden grund - filmen høster nemlig en håndfuld stjerner fra flere medier.

Masser af stjerner

Ifølge Berlingske er det "opmuntrende", at der i Danmark stadig kan laves film på det niveau.

- Det danske Oscar-bud "Pigen med nålen" og dens fremragende skuespillere leverer nogle af de koldeste gys, der nogensinde er set i en dansk film, lyder det fra avisen, der kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Besir Zeciri, Magnus von Horn, Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne til gallapremieren på filmen "Pigen med nålen" i Imperial Biografen i København onsdag.

Filmens visuelle udtryk

Hos Politikens anmelder er det blandt andet filmens visuelle udtryk, der udløser fem ud af seks hjerter til "Pigen med nålen".

- Særligt de legende, skyggeeksperimenterende billeder sørger for, at der også lægges i poesiens vægtskål.

Dansk films nye stjerneskud

Både Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne får også stor ros for deres præstationer.

Ifølge Kristeligt Dagblad spiller de begge "med stor indlevelse og intenst nærvær" - og Vic Carmen Sonne er "dansk films nye stjerneskud".

Avisen tildeler således filmen fem ud af seks stjerner.

En masse at lære

Børsens anmelder - der belønner den med seks stjerner - er ligeledes begejstret for skuespillet, der gør filmen til den bedste danske film i årevis, lyder det.

Mens Vic Carmen Sonne er "en superstjerne" i rollen som den fattige Karoline, er Trine Dyrholm "både varm og underspillet iskold" i rollen som massemorder.

- Her er en masse på spil i den grumme historie og her er en masse at lære om menneskelighed og vigtigheden af, at vi passer på hinanden, skriver Børsen.

En fængslende skildring

Anmelderen hos mediet Soundvenue beskriver, at det i den sidste tredjedel af filmen er som om, at true crime-forlægget indhenter de kunstneriske visioner.

I slutningen minder den mere om den danske Netflix-serie "Sygeplejersken" end om "Cannes-kunst", lyder det. Indtil da er "Pigen med nålen" dog en fængslende skildring af desperation og overlevelsesdrift.

Mediet giver filmen fem ud af seks stjerner.

- Uanset hvad man ved på forhånd, gør Magnus von Horn en udsøgt indsats for at løfte filmen fra grundmaterialet og modulere det til et ambitiøst værk, der nærmest ikke havde behøvet det autentiske udgangspunkt.

Powered by Labrador CMS