Christopher topper fornem liste
Med to sange i top-tre dominerer Christopher listen over mest indtjenende musiknumre i Danmark i 2021
2021 har været et succesfuldt år for den danske sanger Christopher.
To af hans sange er med på top-ti-listen over de mest indtjenende musiknumre i Danmark i 2021. Den ene topper endda listen.
Det oplyser musikorganisationen Koda i en pressemeddelelse.
Første- og tredjepladsen
Det er sangen "Leap Of Faith", der ligger på listens førsteplads. Sangen "Ghost" indtager samtidig tredjepladsen.
- Der skal lyde et kæmpe tillykke til Christopher, for det er uden tvivl en særlig bedrift at være i top-tre med hele to sange, siger Niels Rønsholdt, formand for Koda, i pressemeddelelsen.
På listens andenplads ligger "Burnout" af sangeren Calby.
Christopher er ikke ene om at gå igen flere gange på top-ti-listen.
Også Lord Siva og Clara er gengangere på listen. Mens Lord Siva er på fjerdepladsen med "Solhverv", og Clara er på sjettepladsen med "Girl Like You", deler de tiendepladsen med deres fællesnummer "Nobody's Lover".
Historisk liste
Sidste års liste er desuden historisk på den måde, at det er første gang, at der optræder flere danske kvindelige sangskrivere på listen.
- Jeg bliver glad og en smule optimistisk, når jeg nu for første gang ser flere kvindelige sangskrivere på listen. Det understreger, at det bugner med talentfulde kvinder i musikken, og at den danske musikbranche er begyndt at få øjnene op for dem, siger Niels Rønsholdt.
Kvinder på listen
Fire ud af ti af sangene på listen er blevet til med hjælp fra en kvindelig dansk sangskriver.
Udover Jada og Drew Sycamore, der har skrevet og fremført henholdvis nummer syv og otte, er Clara ophavskvinde til hele to sange. Det drejer sig om listens nummer seks, ’Girl Like You’ og nummer ti, ’Nobody’s Lover’.
Hidtil har der aldrig optrådt mere end én dansk kvindelig sangskriver på listen.