Dansk succesband forudså sin egen skæbne på verdenshit
Alphabeats "Fascination" blev skrevet i en lille loftslejlighed i Silkeborg, hvor drømmen om succes fik liv.
Sekstetten Alphabeat slog igennem med debutsinglen “Fascination” i 2007 og kunne kort efter flytte til London for at jagte en international karriere.
Artiklen fortsætter under videoen
Alt det vidste bandmedlemmet Anders Bønløkke fra Silkeborg ikke, da han skrev sangen med sin akustiske guitar i armene som kun 19-årig. Men han drømte stort.
Hvilken sang er jeres bedste?
– Det er “Fascination”. Der er noget magisk ved den, som man ikke kan sætte fingeren på. Den har en særlig energi og lyden af at være en flok unge mennesker, som på en god måde ikke helt ved, hvad det er, de laver. Det er ikke fortænkt, siger Anders Bønløkke.
– Den udstråler alt det, vi er sammen om, og det vi kan, når vi står på en scene, tilføjer Anders SG.
Hvad inspirerede jer til at skrive sangen?
– Jeg skrev “Fascination” kort efter, jeg var flyttet hjemmefra. Jeg var 19 år og lige flyttet ind i denne her lille lejlighed i Silkeborg på gågaden helt oppe under taget sammen med min kæreste, og jeg gik stadig i gymnasiet, fortæller Anders Bønløkke.
– Jeg ville gerne lave noget, der mindede om David Bowie-sangen “Modern Love”, som går i det tempo. Og så var jeg også inspireret af et af hans andre numre, der hedder “Fascination”, siger Anders Bønløkke.
– Sangen beskriver drømmen om alt det, der ligger og venter, og hvor vildt, det må være. Det var følelsen af, at det kommer lige om lidt, siger han.
– Musikken har for os altid været en drøm om, hvem man kunne have været, hvis man ikke var fra Silkeborg. Vi var jo bare provinsbørn, og selv om vi måske gerne ville være smarte, så var det fileme langt væk. Jeg vidste godt, at der var noget ovre i København, der var det seje, og jeg var jo bare lille mig fra Silkeborg, forklarer Anders Bønløkke og tilføjer:
– Selv om jeg bare sad i den der lille lejlighed og skrev sangen, så forestillede jeg mig et publikum og en kæmpe scene. Derfor er teksten også henvendt til publikum, når vi for eksempel synger “Now it’s your turn”.
Er der en sætning, I er særligt glade for?
– Jeg kan meget godt lide åbningslinjen. “Easy living, killed the young dudes in the high boots”. Den er meget dramatisk, og det er sådan en beskuertekst. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad den egentlig betyder, men på den ene side peger den fingre af det overfladiske og smarte liv, og samtidig er den et ønske om at være en del af det, siger Anders Bønløkke.
– Jeg skrev jo sangen tre år før, vi flyttede til London, hvor vi pludselig stod midt i den drøm, jeg havde haft dengang i min lille lejlighed. Så på den måde er det lidt en clairvoyant tekst, forklarer han.
Hvordan er den at spille live?
– Det er en sang, der har kæmpe betydning for os, og som vi stadig er vildt taknemmelige for. Jeg bliver altid glad, når den starter, for den indkapsler så mange minder og alt det, vi kan sammen. Og så er der rigtig mange mennesker, der har et forhold til den, siger Stine Bramsen.
– Jeg tror aldrig, vi har spillet en koncert uden at spille den, siger Anders SG.
Hvad har den betydet for jeres karriere?
– Det er sangen, der satte det hele i gang og åbnede alle dørene, og jeg kan godt forstå det, når jeg hører den nu, siger Anders Bønløkke.
– Men vi anede ikke, at det var en stor sang, dengang vi indspillede den. Vi indspillede to sange den dag, og der var klart bedre stemning om den anden, “Fantastic 6”. Den var meget sjovere. Og vores udgangspunkt som band var jo, at det skulle være sjovt, det skulle være gimmicks og attitude, siger Anders SG.
– Men lige så stille gik det op for os, at en god sang er sådan en, som folk bliver ved med at sætte på, siger Anders SG.
Alphabeat spiller koncert i Aarhus den 23. november og i København den 30. november.