Dem derhjemme betyder alt
Når man har to børn, der er fuldstændig ligeglade med, at man er en kendt skuespiller, bevarer man automatisk jordforbindelsen, lyder det fra Johannes Nymark
Fra penge, succes og opmærksomhed til interne stridigheder, personlig tragedie og gammel mafiagæld.
Den verdensomspændende musicalsucces "Jersey Boys", som skildrer den sande historie om den amerikanske 60'er-kvartet Frankie Valli and The Four Seasons' stjernekurs - og siden kollisionskurs - rammer de skrå brædder i Danmark fra 4. oktober.
Johannes Nymark indtager en af de bærende roller. Og det er nærliggende at spørge musicalstjernen, hvordan han selv bevarer jordforbindelsen.
Børn får dig ned på jorden
- Jeg tror, det kommer ret meget af sig selv, når man har to børn, der er fuldstændigt ligeglade med, hvem man er, og som bare hiver en med ned i sandkassen. Nu lever vi også i Danmark, hvor det er mere nede på jorden, siger Johannes Nymark.
- Underholdningskulturen i USA er en helt anden. Der kan nogle nærmest ikke gå uden for en dør, uden at der kommer en masse hen. Det kan man i Danmark.
De fire ungersvende, der tilsammen udgjorde Frankie Valli and The Four Seasons, kom fra den amerikanske New Yorker-forstad New Jersey, men indtog efterhånden mere og mere af verden med hits som "Sherry", "Dawn" og "Big Girls Don't Cry".
Fortæret af succesen
I takt med at de blev mere og mere feterede, blev nogle af dem fortæret af succesen, mens andre også forsøgte at fortære deres succes, som de havde knoklet for.
- Nu har jeg selv arbejdet i branchen i vildt mange år, og heldigvis er der kommet fokus på, hvordan man opfører sig, siger Johannes Nymark og fortsætter:
- Jeg er også selv blevet bedre til at mærke mit eget værd og sige fra, hvis noget ikke føles rart indeni, siger han.
Mere pondus
Han peger især på MeToo-bevægelsen, som blandt flere fokusområder også har rettet opmærksomhed mod tonen og måden, vi omgås hinanden på.
Samtidig giver modenheden og erfaringen og
så mere og mere pondus, fortæller Johannes Nymark.
Den 37-årige sanger og skuespiller er uddannet fra William Esper Studio i New York og fra Musicalakademiet i Fredericia. Han fik sit gennembrud i titelrollen i Fredericia Teaters opførelse af Disney-udgaven af eventyret om "Aladdin".
Rammer København
Han har medvirket i musicalklassikere som "Les Misérables" og "Singin' in the Rain".
Nu venter "Jersey Boys" - en af de største internationale prisvindende musicalsucceser de seneste 20 år.
Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego fik musicalen premiere på de legendariske Broadway-brædder i New York i 2005. Siden er musicalen kommet til West End i London, og fra 4. oktober rammer "Jersey Boys" Tivolis Koncertsal i København.
Herefter drager den på danmarksturné og runder Esbjerg, Randers, Aalborg, Odense, Viborg og Aarhus.
Uro over dem derhjemme
- Jeg har været på et par turnéer, efter at jeg har fået børn, men jeg har bevidst skåret ned på det, fordi jeg godt kan mærke, at det koster noget helt andet lige pludselig. Den der uro, når man sidder på et hotelværelse i en anden by og ved, at der er nogle derhjemme ..., siger Johannes Nymark.
- Der er jo en masse tid, hvor man ikke laver noget, når man er på turné. Timerne, inden man skal møde ind på teatret, er der, hvor jeg synes, det har været sværest.
Fest og farver
Inden han blev far, var det ellers bare af sted.
- Det er sjovt at være på turné. Det kan være fyldt med fest og farver, men det kan også være hårdt, og det har nogle større konsekvenser nu, siger Johannes Nymark og fortsætter:
Kan ikke kun tænke på mig selv
- Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke kun kan tænke på mig selv. Jeg har mine børn, en fast base og min kæreste, og det gør selvfølgelig noget ved beslutningsprocessen - det er andre hensyn, jeg skal tage. Så jeg siger stadig ja til turnéer og glæder mig helt vildt. Men antallet er reduceret lidt.
Johannes Nymark kan slet ikke forestille sig et liv uden at fortælle historier som den, han er med til at formidle i "Jersey Boys".
- Den glæde og refleksion, det giver både mig og publikum, opvejer mange gange den udfordring, som der engang imellem kan være, siger han.