- Derfor går jeg
Anna Lin begrunder beslutningen om at forlade "Kender du typen?"
Først var det den mangeårige vært Mads Steffensen, der med sit farvel til DR samtidig forlod det populære program, "Kender du typen?".
Og tidligere i år var det så en af programmets to faste livsstilseksperter, Flemming Møldrup, der sagde stop.
Senest har også Mads Steffensens afløser, Anna Lin, meldt ud, at hun også smutter fra programmet.
Kun Anne Glad er nu tilbage fra den oprindelige besætning.
- Jeg skal videre
På Instagram fortæller Anna Lin om sine bevæggrunde for at stoppe efter den tredje sæson, der løber over TV-skærmene netop nu.
- Der venter andre spændende projekter, og selvom det er skræmmende at sige farvel til noget trygt og godt, kan jeg mærke, det er det der skal til for at jeg bliver ved med at udvikle mig, skriver Anna Lin.
Hun takker alle de medvirkende og holdet bag og ikke mindst seerne for at kigge med.
"Kender du typen?" har kørt på DR siden 1994, hvor det i de første sæsoner hed "Må vi se?".