Død af lungesygdom
En af Australiens mest elskede entertainere og tidligere frontkvinde i The Seekers er død 79 år gammel
Den australske poppioner Judith Durham er død. Det oplyser landets kulturminister Tony Burke lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hun blev 79 år gammel og er især kendt for at stå i spidsen for 1960'er-gruppen The Seekers.
Durham blev født i 1943 i Melbourne og huskes nok bedst for hittet "Georgy Girl". Derudover har hun arbejdet sammen med Paul Simon.
Lå nummer ét
Sangeren døde fredag nat efter en kort indlæggelse på et lokalt hospital på grund af en kronisk lungesygdom, lyder det fra pladeselskabet Universal ifølge det australske medie ABC.
Som en del af The Seekers var Durham en af de første australiere til at opnå international succes.
Bandet lå i 1964 nummer et på hitlister både i Storbritannien og Australien med nummeret "I'll Never Find Another You", som blev inspillet i det legendariske Abbey Roads Studios i London, bedst kendt for at være The Beatles' hjemmebane.
Slog The Beatles
Med deres tre første udgivelser lykkedes det for det ellers ukendte band fra Melbourne at slå The Beatles af hitlistens topplacering.
Også på de amerikanske toplister klarede The Seekers sig godt. Et marked, der ellers er kendt for at være notorisk svært for australske kunstnere at bevæge sig ind på.
I 1968 forlod Durham gruppen for at forfølge en solokarriere. Den annoncering udløste et chok.
Spillet ugentligt
The Seekers spilles næsten ugentligt på DR's radiokanal P5, fremgår det af DR's hjemmeside.
Fra de andre medlemmer af bandet Keith Potger, Bruce Woodley og Athol Guy lyder det, at de har mistet deres højt elskede "ven og lysende stjerne" efter længere tids sygdom.
- Hendes kamp var intens og heroisk. Aldrig klagede hun over sin skæbne og accepterede fuldt ud dens konklusion, udtaler de ifølge The Guardian.