Efterforskere jager Breinholt

Otte kendte danskere forsøger at skjule sig for politifolk i den nye sæson af "Jaget vildt - kendte på flugt", der har premiere i slutningen af september

Udgivet Opdateret

Det er ikke meget, tv-seerne har set til Anders Breinholt, siden han sidste år sagde farvel til "Natholdet" efter 11 år som programmets anker.

Men snart vender han tilbage til skærmen. Det bliver realityprogrammet "Jaget vildt - kendte på flugt", der får premiere i slutningen af september.

Her skal otte kendte danskere forsøge at skjule sig for et hold garvede efterforskere. 

Det oplyser Warner Bros. Discovery i en pressemeddelelse.

Otte kendte danskere medvirker i tredje sæson af 'Jaget vildt - kendte på flugt'. Øverst fra venstre: Rasmus Brohave, Martin Johannes Larsen, Mascha Vang, Rikke Hørlykke, Jacob Riising, Anders Breinholt, Thomas Krohn Dehli Vang og Lisbeth Østergaard. (PR-foto).
Otte kendte danskere medvirker i tredje sæson af "Jaget vildt - kendte på flugt". Øverst fra venstre: Rasmus Brohave, Martin Johannes Larsen, Mascha Vang, Rikke Hørlykke, Jacob Riising, Anders Breinholt, Thomas Krohn Dehli Vang og Lisbeth Østergaard. (PR-foto).

De medvirkende, der sammen skal flygte i par, er som nævnt Anders Breinholt og derudover Jacob Riising samt youtuber Rasmus Brohave og komiker Martin Johannes Larsen, der fredag får debut som Vild med dans-vært.

Også influent Mascha Vang og ægtefællen, Thomas Krohn Dehli Vang, samt den tidligere tophåndboldspiller Rikke Hørlykke og tv-personligheden Lisbeth Østergaard skal forsøge at flygte fra efterforskerne.

Erfarne specialister

Efterforskningsholdet består af erfarne specialister fra politi og efterretningstjeneste, der har adgang til gængse efterforskningsmetoder og værktøjer i jagten på de fire kendte par.

- Det virkelighedsnære indblik i, hvordan professionelle efterforskere arbejder, når de jagter kriminelle, er med til at øge presset maksimalt, når politi- og efterretningsfolkene ånder de kendte i nakken, siger Pil Gundelach Brandstrup, der er programdirektør hos Warner Bros. Discovery, i pressemeddelelsen.

På flugt

De otte kendte danskere er på flugt i op til ti døgn. 

Her har de har fået lov til at planlægge det første døgn. 

Men herefter er det op til deres egen intuition og snarrådighed at være et skridt foran efterforskerne, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvordan det går de fire par, kan seerne følge med i fra 29. september på streamingtjenesten discovery+ og Kanal 5.

Powered by Labrador CMS