En virkelig rocklegende rykker ind på ung festival
Der er netop føjet yderligere fire nye navne til musikprogrammet ved årets Heartland Festival, der foregår på Egeskov Slot. Den sydfynske festival får blandt andet besøg af Patty Smith.
Blandt de fire nye musiknavne til årets Heartland Festival er tre danske navne samt et nyt hovednavn i form af den 71-årige amerikanske sangerinde Patty Smith.
Man kan roligt sige, at en rocklegende rykker ind på ung festival for hipstere.
– Patti Smith er et sandt ikon og en af de artister, der har stået allerhøjest på vores ønskeliste siden Heartlands begyndelse, fortæller Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival i en pressemeddelelse.
Han betegner hende som en legende, der som få har formået at holde sig aktuel både som forfatter, sangskriver og kunstner igennem snart fem årtier.
Er medlem af den fineste klub
– Det er en kæmpe ære og en milepæl i festivalens historie, når vi kan byde Patti Smith velkommen på Heartland til sommer, understreger Ulrik Ørum-Petersen.
Patty Smith indtog en 47.-plads på Rolling Stone-magasinets liste fra 2010 over de 100 største artister siden fødslen af rock and roll.
I 2007 blev ikonet medlem af “The Rock and Roll Hall of Fame” – den fineste klub for de store musikalske stjerner.
Hun slutter sig til de allerede offentliggjorte navne, der blandt andre tæller internationale artister som The The, LCD Soundsystem og Lykke Li samt danske kunstnere som MØ og C. V. Jørgensen.
Marie Key er klar til Heartland
Samtidig kan festivalen offentliggøre, at Marie Key, Liss og Mew også skal spille til festivalen.
Det foreløbige program kan tjekkes ud her. Også forfatteren Salman Rushdie gæster det spektakulære slot.
Det er to år siden, at Marie Key senest spillede i det danske koncertlandskab, men til sommer vender hun tilbage med et nyt album.
Det danske indierockband Mew skal – med 20 års erfaring og syv studiealbum bag sig – underholde gæsterne på festivalen med deres seneste album, Visuals.
Flere navne er i vente
Med de fire nye navne til programmet er der nu offentliggjort 13 navne i alt.
De næste måneder vil der blive tilføjet endnu flere navne, der skal optræde inden for flere forskellige kategorier.
Festivalen finder sted fra 31. maj til 2. juni 2018.
Det er tredje år, at festivalen afholdes. Sidste år optrådte Pearl Jam-frontmand Eddie Vedder som det absolutte hovednavn.