Femina genopstår som magasin
Chefredaktør erkender, at det var en fejl med en udelukkende digital satsning
Ugebladet Femina, der lukkede som printmedie i begyndelse af 2024, genopstår igen på papir.
Det fortæller Feminas chefredaktør, Anne Wittorff Rusbjerg, i et interview med Politiken.
Chefredaktøren kalder det "en fejl", at mediet i sin tid valgte udelukkende at udkomme digitalt.
Ældste ugeblad
Femina vil for første gang genopstå på print den 8. maj. Femina er ifølge Politiken Danmarks ældste ugeblad til kvinder.
Forkert beslutning
Chefredaktøren fortæller til mediet, at det i høj grad er Feminas egne læsere, der har fået mediehuset til at erkende, at lukningen af papirudgaven var en forkert beslutning.
Kærlighed til print

- Siden vi lukkede vores printmagasin, har vi fået mange henvendelser. Læserne har været meget verbale omkring deres kærlighed til at læse Femina på print, og jeg blev faktisk selv overvældet over de stærke reaktioner, siger Anne Wittorff Rusbjerg til Politiken.
De traf beslutningen
Den endelige beslutning om at udgive Femina på print er truffet i den nordiske ledelse af Aller Media.
Det var i forbindelse med en fyringsrunde i slutningen af 2023, at Aller Media valgte at nedlægge en række printmagasiner - herunder Femina - og satse på det digitale marked.
Fyringsrunde ramte mange
Her blev det annonceret, at den sidste printudgave af Femina skulle udkomme til februar 2024.
I forbindelse med fyringsrunden blev 34 medarbejdere i Aller Media dengang afskediget, og det ramte både redaktionelle og kommercielle afdelinger.
Led i omstrukturering
Omkring et halvt år senere - i juni 2024 - var Aller Media endnu en gang nødt til at skære ind til benet. Yderligere 32 medarbejdere mistede deres job som led i en omstrukturering.
Flere målinger har vidnet om, at læsertallene generelt er for nedadgående for printmagasiner.
Femina udkom allerførste gang i 1874, skriver mediet på sin hjemmeside.