Fra Paradise Hotel til millioner på bogen

Mascha Vang har bygget en forretning op omkring sin blog. Sidste år flyttede hun til Kolding for kærligheden. Onsdag den 31. juli fylder hun 40 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mascha Vang blev for alvor et kendt ansigt i 2005, hvor hun i den allerførste sæson af reality-programmet “Paradise Hotel” nåede til finalen, men måtte se sig slået på målstregen.

Siden har mange stiftet bekendtskab med hendes gennemtrængende latter og nordjyske accent i tv-programmer som “Masterchef” og “Zulu Djævleræs”.

Mascha Vang, der fylder 40 år den 31. juli, har bygget en forretning op omkring sin blog, hvor hun ifølge Mediawatch giver mellem 250.000-500.000 månedlige læsere et indblik i sit liv.

Millionerne ruller ind

Virksomheden Mascha Vang ApS efterlod et overskud på knap to millioner kroner i 2018, viser regnskabet.

Bloggen tog fart, da Mascha Vang og den tidligere racerkører Nicolas Kiesa, der sammen har datteren Hollie Nolia, gik fra hinanden. Dermed stod Mascha Vang alene med et barn med kolik.

– Folk så min forvandling fra bimbopige til at stå i lort til begge ører og åbent erkende, at mit liv sejlede.

– Så tænkte de: Nå, hun er jo bare ligesom os andre, har hun fortalt til Alt for damerne.

Kendte mænd på cv’et

Bloggeren har dannet par med komikeren Andreas Bo og den konservative politiker og tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Men kærligheden har hun fundet sammen med jagerpiloten Troels Krohn Dehli. Og han er grunden til, at hun sidste efterår flyttede til Kolding.

Mascha Vang er uddannet kosmetolog, makeupartist og butiksassistent, og i 2013 var hun den mest googlede dansker.

Ved siden af sin blog skriver hun også bøger. Sammen med Anne Bech har hun skrevet træningsbogen “Kom i gang med Mascha Vang”.

Desuden har hun lanceret en selvbruner, og hun designer børnetøj i datterens navn.

Powered by Labrador CMS