Frede får en ekstra fjer i hatten
Når der til sommer er VM i badminton i Danmark, vil kronprins Frederik være i rollen som protektor
Kronprins Frederik skal senere i år besøge Royal Arena for at se badminton.
Fredag har Badminton Danmark nemlig afsløret, at han er udnævnt som protektor for VM, der løber af stablen på dansk grund i august.
Det er ikke første gang, at kronprins Frederik påtager sig den rolle. Han havde den således også, da Danmark var vært for VM i 2014.
- Utrolig stolte
- I Badminton Danmark er vi utrolig stolte over, at Hans Kongelige Højhed har takket ja til at være protektor, siger Kristian Pinderup Langbak, der er direktør i Badminton Danmark.
- Kronprinsen er jo meget sportsinteresseret, og det giver stor værdi for og respekt om VM i badminton at have ham som protektor, lyder det fra direktøren.
Danmark er efterhånden en erfaren vært for VM i badminton.
Femte gang
Det er således femte gang, at verdens bedste badmintonspillere kommer til Danmark for at dyste om verdensmesterskabet.
VM begynder 21. august i Royal Arena og slutter 27. august.
Viktor Axelsen må betragtes som Danmarks bedste bud på en guldmedalje.