Glæder sig over dansk serie

I tredje sæson af Viaplay-serien "Forhøret" indtager Pilou Asbæk én af de bærende roller side om side med Lars Mikkelsen, der jagter sandheden om et mord

Udgivet Opdateret

Man kender ham fra HBO-succesen "Game of Thrones", "Borgen" og senest filmen "Samaritan", hvor han spiller side om side med Sylvester Stallone.

Men nu vender skuespiller Pilou Asbæk tilbage på danskernes skærme i tredje sæson af Viaplay-serien "Forhøret", der har premiere 19. februar.

En kæmpe fornøjelse

Det oplyser streaminggiganten i en pressemeddelelse.

Her roser Pilou Asbæk holdet bag serien:

- Man kan glæde sig til en flot og velskrevet dramaserie med en smuk billede- og lydside, fremragende skuespil, gode dialogscener og en mastodontisk performance af Lars Mikkelsen.

- Det har været en kæmpe fornøjelse samt ære at få lov at være en del af holdet, lyder det fra Pilou Asbæk.

Her kommer svaret

Første og anden sæson havde henholdsvis Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm i hovedrollerne som det fraskilte ægtepar Bjørn og Susanne, hvis datter Christinas død fejlagtigt blev afskrevet som et selvmord.

Siden første sæson har seerne higet efter at få svar på, hvem der slog Christina ihjel. Også det får vi svar på i denne sæson, fortæller instruktør Christoffer Boe i pressemeddelelsen.

Mange dygtige skuespillere

- Det har jeg glædet mig til - ikke mindst fordi det sker i samspil med forrygende Lars Mikkelsen og et overflødighedshorn af dygtige spillere, der laver et brag af en finale, lyder det.

Lars Mikkelsen og Pilou Asbæk får selskab af blandt andre Nicolas Bro, Lars Brygmann, Solbjørg Højfeldt, Jakob Oftebro og Søren Malling.

Video af mordet

"Forhøret" er kendt for i hvert afsnit at have én dialog og nøgleperson i fokus, som skal lede hovedpersonen videre til næste ledetråd - denne gang Lars Mikkelsen, der er forretningsmand og har udtænkt, at Christina skal arve ham.

Sæsonen begynder, da han modtager en video af Christinas mord, som viser, at Christina faktisk blev myrdet.

Det leder ham på en intens rejse i jagten på sandheden.

Sæsonen består igen af otte afsnit og får premiere på Viaplay 19. februar.

Er klar i ny sæson.
Er klar i ny sæson.

PILOU ASBÆK

Pilou Asbæk er en dansk skuespiller kendt for sine roller i både danske og internationale film og tv-serier.

Han er bedst kendt for sin rolle som Euron Greyjoy i HBO-serien "Game of Thrones".

Asbæk begyndte sin skuespillerkarriere i Danmark med hovedrolle i flere danske film og tv-serier, inden han brød ud internationalt med sin rolle i filmen "R." fra 2010.

Han har også medvirket i flere Hollywood-film, herunder "Lucy", "Ghost in the Shell" og "Ben-Hur".

Asbæk regnes for en af de mest talentfulde skuespillere i Danmark og er kendt for sin alsidighed og evne til at spille en bred vifte af karakterer.

null
Powered by Labrador CMS