Hadet nåede nye højder

I bogen ”Nok” forsøger danseren at finde ud, hvad den dybere årsag er til ondskaben på nettet, der især kom til udtryk under hans medvirken i ”Vild med Dans”

Silas Holst er klar med sin nye bog 'NOK' i den kommende uge.
Udgivet Opdateret

Som homoseksuel har Silas Holst gennem hele livet været udsat for mobning på grund af sin seksualitet, men de sociale medier har forstærket angrebene og ondskaben.

Især når han har optrådt i ”Vild med Dans”, har det været grelt.

I bogen ”Nok”, der udkommer i næste uge, giver danseren eksempler på hadet, han har stået model til, og han prøver også at finde den dybere årsag gennem samtaler med en række eksperter og kendte mobbeofre.

Onde kommentarer sidder fast

– De onde kommentarer sidder fast. Det er nu 15 år siden, jeg dukkede op i ”Vild med Dans” for første gang. Men jeg oplever, at tonen har ændret sig, fra jeg var med de første år til i 2019, hvor jeg dansede med en mand (Jakob Fauerby, red.). Begrebet ”Vild med svans” blev fuldstændig fasttømret den sæson, skriver den 39-årige regnbuefamiliefar til børnene Bob og Maggie.

Det var en verdenssensation, da forfatteren bag nu fire bøger vandt dansekonkurrencen med Jakob Faurby, men hadet på nettet var ikke værst her.

Den fandt nye højder året efter, hvor han sprang ind på dansegulvet med den grønlandskfødte sanger og skuespiller Nukâka Coster-Waldau, 51.

Daglige beskeder

– Sjældent har jeg mødt så meget had på nettet som i den periode. For med Nukâka lå der daglige beskeder i vores indbakke, der handlede om, hvor ulækre vi var at kigge på, fordi vi var fra Grønland og homoseksuel. Kæmpe eskimoen og svansen, de er tabt bag dansen, skrev en af dem poetisk.

Bagerst i bogen giver Silas Holst ti gode råd til, hvordan han mener, man bør tackle hadet på nettet.

Powered by Labrador CMS