- Han var bare godt selskab

De har arbejdet sammen professionelt, men Dario Campeotto var også med til familiefester hos Jørgen de Mylius

Offentliggjort Sidst opdateret

Dario Campeotto var en sprudlende mand med en gudsbenådet stemme.

Sådan siger radio- og tv-vært Jørgen de Mylius om vennen, der døde 1. april i en alder af 84 år.

- Jeg har kendt ham siden 1960'erne, og han blev også min gode ven. Vi har optrådt mange steder sammen, og jeg har haft ham med i utallige radio- og tv-programmer. Han har også været med til mange konfirmationer og børnefødselsdage hjemme hos mig.

Gudsbenådet stemme

- Han var gudsbenådet med sin stemme, og så havde han et utroligt gåpåmod i forhold til at udforske andre genrer, end hvad man lige forbandt ham med.

Dario Campeotto er især kendt for at synge store slagere og populærmusik, men han kunne også synge operettemusik, fortæller Jørgen de Mylius, ligesom han eksperimenterede med rock og disko.

Ifølge Jørgen de Mylius var Dario Campeotto især glad for noget af det musik, han lavede for nogle år siden.

Sit hjemlands sange

Her peger han på de to album med titlen "Mit skønne Italien", som udkom i 2014 og 2015, og som efterfølgende blev til tv-programmer.

- Her synger han nogle af de sange, som han elskede højt fra sit andet fædreland, Italien, og han gør det så fantastisk godt, siger Jørgen de Mylius.

Dario Campeotto var ikke blot en fantastisk personlighed og en dygtig sanger, fortæller Jørgen de Mylius, men også en talentfuld entertainer og showbiz-mand.

- Han var bare godt selskab

- Han kunne fange et publikum ved at gribe ting i farten. Han havde en fabelagtig umiddelbar humor, som har reddet mange svære situationer.

- Han var en god og sjov ven, og når vi var til fest efter store tv-udsendelser, var det altid dejligt, når Dario var med, for han var bare godt selskab.

Dario Campeotto og Jørgen de Mylius var venner privat.
Dario Campeotto og Jørgen de Mylius var venner privat.
Powered by Labrador CMS