Her er alle vinderne af årets Zulu Awards
Torsdag aften blev der uddelt statuetter ved Zulu Awards i K.B. Hallen. Pilou Asbæk var vært.
Cremen af den danske underholdningsbranche var torsdag aften samlet i K.B. Hallen i København, der lagde scene til årets Zulu Awards.
Her skulle der uddeles 12 priser til blandt andet årets hit, årets danske skuespiller og årets tv-vært.
Skuespilleren Pilou Asbæk, der blandt andet er kendt fra “Borgen” og “Game of Thrones”, stod i spidsen for uddelingen, hvor kunstnere som Scarlet Pleasure, Medina og Hjalmer og den norske sangerinde Astrid S optrådte med deres hits.
Takkede sin far
Hjalmer, der vandt prisen for årets nye navn, takkede sin familie fra scenen – heriblandt sin far, den nyligt afdøde Kim Larsen.
– Jeg vil gerne takke min mor, far og lillebror for al kærlighed i hele verden, sagde den rørte sanger på scenen.
Sofie Linde, der vandt prisen for årets tv-vært, kæmpede med at holde tårerne tilbage, da hun skulle modtage statuetten på scenen.
– Nu bliver jeg helt rørt, tusind tak, det er jeg helt vildt glad for. Jeg er blevet mor, så jeg er ikke så god til sådan noget her, sagde hun, før hun gled ned ad scenen og ind i favnen på sin ægtemand, Joakim Ingversen.
De to kunne kort efter hente prisen for årets webstar – en pris de var nomineret til for deres humoristiske Instagram-videoer.
– Vi deler prisen med Astralis (e-sportshold), for de har vundet internettet, sagde parret.
Årets par
Skuespilleren Nikolaj Lie Kaas og hans svenske makker Fares Fares, som han spiller sammen med i filmatiseringerne af Jussi Adler Olsens Afdeling Q-romaner, fik prisen som årets par.
– Fares står mit hjerte meget nær, han har en kæmpe næse og næsten lige så stort et hjerte. Det, vi har præsteret i filmene, er i høj grad hans skyld, sagde skuespilleren, der også kunne hente statuetten for årets skuespiller.
Sådan blev årets Zulu-priser fordelt:
Årets danske film: Ternet Ninja
Årets nye navn: Hjalmer
Årets hit: Love Someone, Lukas Graham
Årets kunstner: Lukas Graham
Årets lyd: Curlingklubben, P3
Årets originale tv-program: Tæt på sandheden – med Jonatan Spang, DR2
Årets par: Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares
Årets danske tv-serie: Klovn
Årets tv-vært: Sofie Linde
Årets danske skuespiller: Nikolaj Lie Kaas
Årets webstar: Joakim Ingversen og Sofie Linde
Da vi alle sammen grinte: Løvens Bule, DR3
Showet sendes på TV2 Zulu søndag den 10. februar klokken 20.50.