Husker du Kenneth Starr? Her er han i dag
Kenneth Starr har været lige dér, hvor tingene sker for en advokat, nemlig i en amerikansk rigsretssag. Og så endda både med Clinton og Trump. Nu er han 75 år
Rigsretssager er ikke hverdagskost i USA.
Der har været en håndfuld siden den første mod præsident Andrew Johnson i 1868.
To af dem har været for nylig, nemlig mod præsident Donald Trump i 2020 og 2021.
Så var der sagen mod præsident Bill Clinton i 1998 og mod præsident Richard Nixon i 1974, hvor Nixon dog gik af, inden han blev stillet for retten.
Advokaten Kenneth Starr, der fylder 75 år den 21. juli, er en af de mest rutinerede advokater, når det gælder rigsretssagerne med den store opmærksomhed.
Sagerne er meget præget af politik, da det er de politisk valgte senatorer i Senatet, der afgør, om den anklagede er skyldig eller ej.
Anklager mod Clinton
Starr var anklager i sagen mod Clinton.
Han var desuden forsvarer for Trump i sagen i 2020, hvor Trump var anklaget for magtmisbrug og for at modarbejde Kongressens arbejde.
I Clinton-sagen anklagede Starr og Republikanerne Clinton for at lyve i forbindelse med en sexaffære med praktikanten i Det Hvide Hus Monica Lewinsky.
Clinton blev frikendt.
I sagen i 2020 mod Trump blev præsidenten også frikendt.
Det var den sag, hvor Trump blandt andet var anklaget for at forsøge at presse Ukraine til at kratte beskidte informationer om Joe Bidens søn frem.
Så Kenneth Starr har nu prøvet at være på såvel det vindende som det tabende hold.
Kommer fra Texas
Kenneth Starr er advokat og føderal dommer i USA.
Han har sine rødder i Texas, hvor han blev født i den lille by Vernon.
Han er opdraget til at være troende.
Hans far var præst.
Da han studerede, tjente han penge på at sælge bibler fra dør til dør.
Han læste jura på George Washington University i Washington D.C. og på Brown University i Rhode Island.
Han har været gift med Alice Mendell siden 1970. Parret har en søn og to døtre.