Skip to main content

Jeg er helt pjattet med hende

Der er en særlig relation mellem Lise Rønne og Silas Holst, som danner par i "Vild med dans". De savner hinanden, når de ikke ses

Lise Rønne har i mange år arbejdet som tv-vært blandt andet på talentprogrammet "X Factor". Silas Holst blev kendt som en af de professionelle dansere i TV 2's seersucces "Vild med dans" og har siden medvirket i en lang række musicals landet over.
Lise Rønne har i mange år arbejdet som tv-vært blandt andet på talentprogrammet "X Factor". Silas Holst blev kendt som en af de professionelle dansere i TV 2's seersucces "Vild med dans" og har siden medvirket i en lang række musicals landet over.Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

I underholdningsprogrammet "Vild med dans" går det rigtig godt for den professionelle danser Silas Holst og hans dansepartner, tv-værten Lise Rønne, som to uger i streg har ligget i toppen af feltet.

Og det er et partnerskab, som den garvede danser er utroligt glad for. Både fordi Lise Rønne er en talentfuld danserinde, men også fordi parret har det rigtig godt sammen.

- Det er så vildt at danse med Lise. Hun har så meget talent for det her, uden at hun selv aner det. Så hun bliver oprigtigt begejstret hver dag over, at hun faktisk kan finde ud af det, og det gør mig glad.

- Hun er vidunderligt selskab, jeg glæder mig til hver dag, jeg har træning med hende. Hun er uden tvivl et af de fineste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg er helt pjattet med hende, siger Silas Holst.

to gange 25 point

I årets første to programmer af "Vild med dans" har Silas Holst og Lise Rønne begge gange danset sig til 25 point hos dommerne, først i en vals og efterfølgende i en jive, hvilket har placeret dem på en førsteplads.

Og netop den gode energi som kommer i øvelokalet af Lises begejstring, mener Silas Holst, hjælper ham til at være mere kreativ i koreografierne, som de indtil videre har fået en del ros for.

Men det er ikke kun under træningen, at parret klinger godt sammen. Faktisk har de det så godt, at de savner hinanden, når de går hjem fra de daglige tre timers dans.

- I går skrev jeg til Lise en time efter træning, at jeg savnede hende, og lynhurtigt svarede hun tilbage, at hun også savnede mig.

- Vi har sådan en blå time, når vi kommer hjem, hvor vi lige savner hinanden i en times tid, og så tænker man, "nå ja, vi ses jo igen i morgen", siger den garvede danser, som har medvirket i TV 2's seersucces otte gange.

Noget helt særligt

Men mødet med Lise Rønne i denne omgang af "Vild med dans" har været noget helt særligt for den garvede danser, fordi hun gør ham oprigtigt glad.

- Det er virkelig sjældent, når man bliver voksen, at man skaber sådan nogle relationer, og det sætter jeg pris på, fortæller den tredobbelte vinder af danseprogrammet.

I fredagens udgave af "Vild med dans" skal parret danse en slowfox. En dans Silas Holst selv har valgt, da de professionelle dansere har muligheden for selv at vælge, hvornår de skal danse hvilken dans i konkurrencen.

En af de allersværeste

Dansen er valgt, da den garvede danser mener, at slowfox er en af de allersværeste danse. Derfor vil han gerne optræde med den, mens parret stadig er relativt friske i hovedet.

- Det er den rareste slowfox i "Vild med dans", jeg nogensinde har danset. Fordi jeg synes, at hun er rigtig dygtig til den, siger den professionelle danser begejstret.

Samtidig fortæller han, at man i fredagens dans kan forvente at se noget anderledes end den klassiske slowfox.

- Både Lise og jeg har lyst til at bryde grænserne, for hvad dans er og kan. Det bestræber vi os på at gøre hver uge, og det gør vi også på fredag, siger Silas Holst.

Det tredje program af "Vild med dans" kan ses fredag den 24. september på TV 2 klokken 20 og TV 2 Play.

I programmets andet afsnit imponerede Silas Holst og Lise Rønne med en lynhurtig jive til sangen "Land of 1000 dances". En sang, som blev valgt af Silas Holst, da det var den, han blev verdensmester til.
I programmets andet afsnit imponerede Silas Holst og Lise Rønne med en lynhurtig jive til sangen "Land of 1000 dances". En sang, som blev valgt af Silas Holst, da det var den, han blev verdensmester til.Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Del din kommentar