Jokeren truede med at ville dræbe
Nu er han dømt - men ikke for det alvorligste forhold
Musiker Jesper Dahl alias 'Jokeren' er tirsdag ved Københavns Byret blevet frifundet for overtrædelse af knivloven.
Det fremgår af et domsresume på Københavns Byrets hjemmeside.
God grund til formål
Frifindelsen sker, fordi der var en god grund - et såkaldt anerkendelsesværdigt formål - bag besiddelsen.
Jokeren brugte nemlig foldekniven til fiskeri og havearbejde i sin kærestes sommerhus, og da han havde kniven på sig meget sent lørdag den 24. august sidste år, var han på vej fra sommerhuset til sit atelier.
Frifindelse i forholdet
Det, at han havde kniven, samtidig med at han med sin adfærd overtrådte ordensbekendtgørelsen, kunne ikke føre til et andet resultat end frifindelse for det forhold, skriver retten.
Ikke pletfri

51-årige Jesper Dahl slipper dog ikke pletfri fra retten. Han er blevet dømt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og det koster ham en bøde på 3000 kroner.
Råbte og skreg
Det forhold handler om, at han skulle have råbt og skreget på gaden på Østerbro i København. Ifølge anklageskriftet råbte han til forbipasserende, om de ville slås, og at han ville slå dem ihjel.
Sparkede til biler
Samtidig løb han angiveligt rundt på kørebanen og sparkede til parkerede biler.
I byretten i sidste uge forklarede Jesper Dahl ifølge Ekstra Bladet, at han var taget fra kærestens sommerhus den aften efter et skænderi.
Tog tasken med
- Jeg tog min taske med, hvor kniven lå. Jeg gik ikke og pakkede, men gik i et skænderi, sagde han ifølge Ekstra Bladet.
Politifolk vurderede den lørdag aften, at rapperen ikke kunne tage vare på sig selv, og derfor blev han frihedsberøvet og taget med på stationen. Her fandt politiet foldekniven i bunden af Jesper Dahls taske.
Klinge på otte centimeter
Anklagemyndigheden mente, at rapperen ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at have foldekniven, der havde en klinge på cirka otte centimeter, på sig.
Tidligere dømt
Manden er tidligere dømt for overtrædelse af knivloven, og derfor var der denne gang tale om en overtrædelse af knivloven under skærpende omstændighederne, fremførte anklagemyndigheden, der ifølge Ekstra Bladet gik efter en straf på 14 dages ubetinget fængsel.