Journalist og debattør fylder 40 år
De færreste går upåvirkede fra et møde med journalist og debattør Lea Korsgaard. Lørdag den 27. juli fylder hun 40 år.
Da Bertel Haarder (V) op til dette års folkemøde på Bornholm i et interview blev bedt om at pege på sin bedste folkemødeoplevelse nogensinde, så faldt valget på Lea Korsgaard.
En “stilfærdig” debat med hende om lykke i 2018 har gjort størst indtryk.
– Der fik jeg virkelig noget med hjem, lød det fra manden, der skabte Folkemødet.
Og sådan er det med Lea Korsgaard, som fylder 40 år lørdag den 27. juli. Det er svært ikke at blive smittet af hendes nærvær og engagement.
Hun er journalist fra Syddansk Universitet og har desuden en mastergrad i sociologi fra The New School i New York.
Den praktiske del af uddannelsen fik hun på Politiken, og det var også her, hun vendte tilbage til i 2006 efter en kort ansættelse på Berlingske.
Ville noget andet
Lea Korsgaards navn er dog især forbundet med Zetland, som hun stiftede i 2012. Hun forlod avisen på Rådhuspladsen for i stedet at give sit bidrag til det, hun har kaldt en nødvendig nytænkning af journalistikken.
Sammen med fire andre lagde hun ud i et nedlagt butikslokale på Nørrebro. Målet var at udgive én journalistisk fortælling om måneden i et e-bogsformat, såkaldte singler, som man kunne købe enkeltvis eller abonnere på.
Siden blev konceptet ændret, og i dag er Zetland en digital avis med godt 10.000 betalende medlemmer.
For nylig fortalte Lea Korsgaard, at avisen er presset økonomisk, og skal den overleve i sin nuværende form, er det nødvendigt inden for de næste ti måneder at skaffe 4000 nye medlemmer.
Artiklen fortsætter under videoen.
Hun har ikke lagt skjul på, at det er hårdt at være iværksætter og løbe et nyt medie i gang. At det kan være svært at finde overskud til andet end Zetland, manden og de tre sønner.
– Da jeg var ung, var min største frygt at falde igennem på det journalistiske arbejdsmarked.
– Nu er det, at jeg ikke har nogen ud over min familie, der finder det naturligt at holde tale til min 40-årsfødselsdag, sagde hun sidste år.
Spirende forfatter
Heldigvis er familien stor. Lea Korsgaard har tre søskende, som hun er vokset op sammen med på Gerløv Idrætshøjskole, hvor forældrene var ansat.
For nylig er hun vendt tilbage til højskolemiljøet. Nu på Krogerup Højskole, hvor hendes mand, Rasmus Meyer, for nylig er tiltrådt som forstander.
Lea Korsgaard er ikke bare journalist og debattør, hun har også succes som forfatter.
I 2005 debuterede hun med bogen “Det store bogtyveri” om den kostbare bogsamling, der forsvandt fra Det Kongelige Bibliotek i 1970’erne. Sammen med medforfatter Stéphanie Surrugue modtog hun De Berlingske Journalisters Pris for bogen.
I 2011 udkom hendes anden bog, “Ghita”, om skuespilleren Ghita Nørby.