Julie Zangenberg lukker firmaet

'Klatretøsen' vender tilbage til skuespillet

Offentliggjort

Med varme i hjertet og et lille stik i maven oplyser Julie Zangenberg i et opslag på Instagram, at hun lukker sin virksomhed, Cozy, som sælger hyggetøj og andre bløde gevandter.

- Julie vender tilbage til skuespillet og har takket ja til andre spændende forretningsprojekter, lyder det på Cozys instagramprofil.

Kærlighed og taknemmelighed

I en såkaldt story - et kort, tidsbegrænset klip - på sin egen profil henviser Julie Zangenberg til Cozys opslag med ordene: "Med stolthed, afklaring, tristesse, spænding kærlighed og taknemmelighed".

Julie Zangenberg

Den 36-årige autodidakte skuespiller fortæller ikke nærmere om, hvad det er for spændende projekter, hun har sagt ja til.

Med i ny film

 Men kigger man på den online filmdatabase IMDB fremgår det, at hun medvirker i danseren Silas Holsts kommende spillefilm, "Jeg tror jeg elsker dig", som også har Lisbet Dahl, Albert Harson og Lise Baastrup på rollelisten.

Debuterede som 11-årig

 Julie Zangenberg var kun 11 år gammel, da hun debuterede som skuespiller.

I 2002 fik hun sit gennembrud som klatretøsen i filmen af samme navn.

Som voksen blev den autodidakte skuespiller en del af ensemblet i TV 2's satireshow "Live fra Bremen". Derudover kan hun også skrive "Sommeren '92", "Ludvig & Julemanden" og hovedrollen i "Viceværten" over for Lars Mikkelsen på cv'et.

Solgte i hele norden

I 2016 begyndte hun på det, der blev til Cozy-universet, som siden er blevet solgt i hele norden og også har indtaget det nordtyske marked.

Grundet coronapandemien og nedlukningerne gik virksomheden konkurs i 2022.

Kort tid efter stiftede Julie Zangenberg et nyt firma med samme produkter med hjælp fra forretningskvinden Birgit Aaby, der især er kendt fra DR's investeringsprogram "Løvens hule".

'Medina' som medejer

I sommeren 2024 blev Julie Zangenbergs kendte veninde, popstjernen Medina, medejer af virksomheden.

Også privat er der store forandringer i Julie Zangenbergs liv. Sammen med sin mand, gourmetkokken Andreas Bagh, venter hun sit andet barn.

Sammen har de sønnen Leo, som til sommer fylder fire.

Powered by Labrador CMS